Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«
I har hørt, siger Jesus.
Og vi ved straks, at det betyder, at vi har hørt noget fra skriften, som nu skal forstås i lyset af, at Gud blev menneske, tog bolig iblandt os og snart ville sone vore synder ved sin død på korset. At han vandrede på jorden som menneske for, med sin blotte tilstedeværelse og sin måde at være på, at vise os, hvordan Gud havde villet, at vi skulle forvalte og leve vore liv.
I har hørt, siger Jesus, og måske skal vi ikke blot forstå skriften på ny måde, sat i nyt lys, måske siges der noget helt nyt, som ikke bare oversætter, men helt og aldeles oversletter det gamle.
Og det er tilfældet i dagens evangelium. For vi har hørt, at man skal elske sin næste og hade sin fjende, men Jesus siger: I skal elske jeres fjende. For Gud lader solen stå op og regnen regne på alle. Og hvem er vi, at vi kan sætte skel, hvor Gud har fjernet dem. Det er et storartet bud, men løftet følger lige så storartet med. For gør vi så, da gør vi som Gud og da er vi fuldkomne som Gud.
***
Det synes helt uoverskueligt og ganske umuligt. Nok skal vi knægte synden og ikke synderen. Hvilket jo er heldigt nok, da ingen af os kan sige os fri fra syndens sorger. Men skal vi ligefrem elske den, hvis skyld vi skal forlade, sådan som det lyder i Fadervor?
Ja, siger Jesus, for at elske sine venner gør jo alle, ligesom enhver hader sin fjende.
I gamle dage, når en fremmed bankede på byporten, spurgte man: Er du ven eller fjende? Hvilket betød: skal du mødes med sværd eller med gæstebud? Det er den fremmede, som lektien fortæller os om i Femte Mosebog. Den fremmede, som vi skal se os selv i, og som vi derfor skal møde, som vi gerne selv vil mødes, når vi ikke er del af flertallet, men af mindretallet. Ikke har del af rigdommen, men tager del i fattigdommen. Den fremmede skal vi møde med generøsitet. Fortæller epistlen, for også den fremmede er Guds skabning, og alle er vi fremmede for nogen.
I epistlen sker der det, teologer kalder en stigning. Nu er det ikke den fremmede, men den nære, vores næste, som vi ikke skal dømme, nej tværtimod skal hjælpe til ikke at snuble og falde. Eller som Kingo skriver i en salme, vi også godt kunne have sunget i dag: ”Vores næstes fejl vi skjule må”. Den fremmede er kommet indenfor porten. Nu som ven.
Og i evangeliet fra Matthæus fuldendes stigningen. Men vi er også på toppen af bjergprædikenen. For nu skal vi ikke blot være generøse overfor den fremmede, ikke blot hjælpe vores næste. Nej, nu skal vi møde vores fjende med kærlighed. For den fremmede er hverken fjende eller ven, den nære er derimod enten ven eller fjende.
Men hvem er vores fjende?
Når vi tænker på fjender, falder tanken falder let på vor tids despoter. Og skal vi vitterligt elske den russiske tyran og hans lige? Men den tanke er for let. For selvom de selv har erklæret sig for vores fjende, så er truslen netop fjern og vores personlige forhold til dem mere båret af frygt end fjendskab.
Nej, fjenden, der følger med os i det nære, er mennesker, som fylder og forfølger os i vores liv, og som vi agerer fjendtligt overfor. Ham, som hele tiden siger os imod. Hende, som altid er på nakken af os. Kollegaen, som fik den forfremmelse, vi selv havde håbet på. Familiemedlemmet, som aldrig anerkendte. Ham eller hende, som fik den kærlighed, som nu aldrig kan ruste, men tværtimod vil funkle, fordi den til stadighed poleres med tanken. Eksemplerne er talrige. Mon ikke I allerede nu har gjort jer visse tanker. Mon ikke, der også hos jer er nogen, som jeres tanker kredser omkring, uden der vokser andet end nedfaldsfrugt op af den indsats.
Og alle disse mennesker, som forstyrrer vores sjælefred, har vi lukket ind i vore sind iklædt fjendtlighed. Og vi byder dem ikke at afklæde sig den, men lader dem stå i fjendskabet i entreen, så vi kan gå forbi dem, hver gang vi går ud i verden, hænge dem på os og lade dem sætte deres præg på alt, hvad vi gør.
Dem skal vi elske, hører vi. Men hvad betyder det?
Det betyder i hvert fald ikke, at vi behøver at holde af dem. At elske er ikke at holde uendelig meget af. At holde af nogen er en følelse. Den er både god og dejlig, og så nogen som os, har jo brug for en kæreste. Som Poul Krebs synger. Og lad os endelig holde både af og om, det har mennesket brug for. Der er i den grad brug for mere omfavnelse i verden. Men som Leonard Cohen synger: jeg har ikke tillid til mine indre følelser: indre følelser kommer og går. (I don’t trust my inner feelings – Inner feelings come and go). Vi kan ikke have tillid til vores holden af, og vi kender alle til, at det har det med at holde op.
Men vi kan have tillid til Guds kærlighed. Guds kærlighed viste sig ved hans totale selvopofrelse på korset. Og det er den kærlighed, som vi bliver budt at vise dem, vi hader. Dem, som vi møder med fjendskab. Dem, vi møder med fjendskab, skal vi i stedet møde med vores egen selvopofrelse. Det vil sige, at vi skal møde dem i entreen og tage fjend-skabeligheden af dem og byde dem indenfor. Se os selv i dem i selv-skabelighed og slutte fred med det. Lad dem være, hvad de er. Så vi kan være, hvad vi er.
Tør vi det. Gør vi det. Så kan intet mere ramme os, for så har vi modtaget dem i kærlighed og bliver deri et med Kristus. Det vil også sige, at her smelter budet, loven og evangeliet sammen. Saligheden er ikke tilgivelsen, fordi vi ikke magter at leve op til fjendekærligheden. Den tilgivelse har vi til alle tider. Og vi har til alle tider brug for den. Ikke mindst i dette. For vi jo må erkende, at vi ikke kan gøre os fri af dem, vi har iklædt fjendtlighed. Eller rettere: vi kan ikke gøre os fri af os selv, for det er jo os, der har iklædt dem fjendtligheden. Måske ved de det ikke engang selv. Måske går de rundt i lykkelig uvidenhed om, hvor meget vil lader dem fylde i vores liv. Måske er vi endda fremmede for dem. Derfor er livet i den evige salighed at leve i tillid til, at kun med vores fjendes hjælp, kun ved vores fjendes eksistens, og derfor kun i taknemmelighed over for vores fjende, kan vi blive fri for vores selvkredsen og derigennem fuldkomne, som også Gud er fuldkommen.
815-683-688/684-321,6-696