Autencitet og tillid i ledelsesrelationer
“Svend Thorhauge leverer et blændende oplæg om paradokserne i, at vi mennesker gerne vil ledes, bare vi selv kan bestemme. Nærværende, levende og med glimt i øjet formår han at tegne den tid vi lever i og det vi kommer fra ved at inddrage komplekse filosofiske teorier og meget jordnære hverdagerfaringer. Tankevakt og oplyst får man lyst til at høre mere” (Sanne Bjørn, Sekretariatsleder i BUPL)
På det moderne arbejdsmarked er de fleste medarbejdere vidensmedarbejdere, også indenfor mere traditionelle manuelle arbejdsområder. Og vi er ikke blot vidensmedarbejdere, vi har også – mange af os – med mennesker at gøre. Mennesker, som vi gør noget ved, hvad enten de er klienter, elever, borgere, kunder eller kolleger. Mennesker, som ikke nødvendigvis deler livsanskuelse, samfundssind og værdier med os selv. Vi skal alle kunne håndtere sociale sammenhænge, der ikke giver sig selv, men tværtimod kan finde på at vride sig selv.
Samtidig har arbejdslivet ændret karakter. Ser vi historisk på det, har vi haft en lang periode, hvor vi fik adskilt os selv fra vores arbejde. Skomageren blev ikke ved sin læst og sønnen fulgte ikke længere i sin faders fodspor. Vi ‘fandt’ os i kunsten, på dannelsesrejsen, på højskole, og arbejdet var blot et middel. I dag er arbejdet blevet et mål igen. Vi ‘kommer til os selv’ på arbejde og stiller tilsvarende høje forventninger til de ‘selvudfoldelsesmuligheder’ arbejdspladsen kan give os.
Endelig er autoriteter ikke længere, hvad de har været. Hverken traditionelle hierarkier eller videnshierarkier. Medarbejdere skal overbevises – samarbejdet er deliberativt: fornuftbaseret og drøftende. Den moderne medarbejder siger det måske ikke direkte, men spørgsmålet ligger uudtalt i mødet mellem leder og medarbejder hver eneste dag: Hvorfor skal du lede mig?
Foredraget er et oplæg til drøftelse i teams og mindre organisationer og beskriver såvel arbejdsdagen som organisationen i perspektivet af moderne samfundsforståelse, organisationsteori og ledelsesparadigmer.