Et er nu, at videnskabelig teori kun kommer i stand ved at eliminere – abstrahere fra – den oplevede virkelighed; et andet er, at teorien ophøjes til at være den egentlige virkelighed. Men kan det indvendes, at en teori kun er en model af – en del af – virkeligheden, kan det også med rette hævdes, at det ikke er hele virkeligheden, der opleves: ethvert levende væsen fortolker virkeligheden efter behov for at magte den, for at gøre det uoverskuelige overskueligt, og bygger for så vidt et verdensbillede, en fortolkning, op for at beskytte sig mod verden. Erfaring består i at omdanne tilfældighed til nødvendighed, i at erkende lovmæssig sammenhæng mellem fænomenerne og kunne forudsige hvad der sker, og den mest erfarne er den som intet kommer bag på. Det er umuligt at leve i en verden hvori alt er tilfældigt, og det er strengt – det er paranoia – at leve i en verden hvori intet er tilfældigt.
Villy Sørensen (92:82f).
1 Indledning
2 Introduktion
2.1 Niklas Luhmann: jurist – systemteoretiker – sociolog
2.2 Pierre Bourdieu: etnolog – filosof – sociolog
2.3 Anthony Giddens: sociolog – forfatter – politolog
3 Om epistemologi og ontologi
4 Om det moderne
5 Om social reproduktion og social transformation
6 Konklusioner
7 Efterskrift
8 Litteraturoversigt
1 Indledning[
(Besvarelse i Sociologi på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.)
I dansk sociologi #2 1998 diskuterer Jakob Arnoldi de sociologiske perspektiver ved Luhmanns systemteori kontrasteret til Bourdieu og Giddens’ ”prakseologier”. Luhmann kritiseres for, i sit fokus på systemdifferentiering, ikke at have øje for den sociale differentiering og semantikkens reproduktion. Arnoldi foreslår derfor en ”implementering af Bourdieus og Giddens’ strukturationsprincip” (98:18). Med den løsning forenes horisontalt differentierede systemer og vertikalt differentierede livsverdner/praktikker.
Bourdieu og Giddens søger at frisætte individet fra strukturens determinisme forbundet med en forklaring af det sociales reproduktion og bestandighed (Kaspersen 95:16f; Bourdieu og Wacquant 96:78;108). Hos Luhmann er individualiteten som logisk kategori ikke forbeholdt mennesket, men tildelt alle autopoietiske systemer (93:kap.7,I-III;97:98f).
Nok hævder Luhmann ikke, at hans teori vil ”udelukke andre konkurrerende teori-forehavenders krav på sandhed” (93:forord), men en syntese mellem individers praksis og en systemteori, som afviser individer som social komponent (Kneer og Nassehi 97:69), synes besværet – hvor besnærende det end måtte være.
Problemet er velkendt i sociologien (Kaspersen 92:67f;96b:1) og har sine rødder tilbage til fagets fødsel i kløften mellem Diltheys to videnskaber; midt i den cartesianske dualisme.
Denne opgave postulerer ingen løsning, men afsøger forholdet mellem social reproduktion og social transformation hos de tre. Det er for mig at se det, der er på spil i ovennævnte synte-tisering. Opgaven knytter hermed an til den af Jakob Arnoldi selekterede meningshorisont og struktureres herefter.
Først præsenteres Luhmann, Giddens og Bourdieu i introduktionen sammen med deres grundbegreber og de meget forskellige traditioner, de tager afsæt i. Tilgangen til analyse-objektet diskuteres i afsnittet om epistemologi og ontologi. Ofte viser sig allerede i forskerens tilgang til sit objekt, hvorvidt sociologiens dualismer siden kan overskrides. Samfundsanalysen får pladsen i afsnittet om det moderne, hvor fokus er på menneskets plads i samfundet og forholdet mellem struktur og proces. Herfra tages afsæt til diskussion i afsnittet om social reproduktion og social transformation.
2 Introduktion
Bourdieu, Giddens og Luhmann hører til blandt de moderne sociologiske klassikere (Harste 92:64). Det vil sige, at fagets afgrænsning og refleksion især pågår qua disses teoretiske arbejder. Det må derfor antages, at deres genstandsfelt er det samme, og at det blot er deres beskrivelser, der er mere eller mindre adækvate. I modsat fald ville de være klassikere i hvert deres fag.
2.1 Niklas Luhmann: jurist – systemteoretiker – sociolog
Niklas Luhmanns systemteori var oprindelig en elaborering af Parsons ditto, med afsæt i Husserls transcendentale fænomenologi. Men fra 1981 (Harste 92:86) inddrager han den chilenske neurofysiolog Maturanas begreb om autopoiesis og knytter dermed an til en interdisciplinær systemteori, som tager afsæt i en mere naturvidenskabelig epistemologisk tradition, der har rødder i den nye fysik, kybernetikken og biologien. En tradition med danske eksponenter i bl.a. Tor Nørretranders og Jesper Hoffmeyer.
Luhmanns teori sættes i spil af differens. Differens er en form med en indre og en ydre side. Den indre er kendt, den ydre er ”a unmarked state” (Spencer Brown). Den første lededifferens er forskellen mellem system og omverden (92:10). Systemer lukker sig operativt (autopoietisk) om deres interne skelnen mellem system og omverden. Hans egen teori har også en omverden og kan dermed begribe sig selv; den er autologisk. At systemet er lukket betyder ikke kausal isolation. Det betyder, at systemet i enhver iagttagende operation må skelne mellem fremmed- og selvreference, hvilket netop kræver en operativ lukning (97:45-60). Et termometer måler jo på samme tid både fremmed og egen temperatur (Einstein og Infeld 1961:39). Erkendelse er mulig, ikke til trods for, men i kraft af, at systemet ikke er i stand til at tage kontakt med omverden. Systemet ville aldrig blive i stand til at opbygge sin egen kompleksitet, hvis det bestandigt forvekslede sig selv med sin omverden (92:16f).
Der eksisterer organiske (celler, organismer, hjerner), psykiske (bevidstheder) og sociale (interaktioner, organisationer og samfundet) systemer. I samfundssystemet eksisterer yderligere funktionssystemer: ret, politik, religion, uddannelse, massemedierne etc.
Systemer er strukturelt koblede; de psykiske og sociale systemer gennem bl.a. mediet sprog. Strukturel kobling vil sige, at systemerne strukturerer muligheden for omverdnens irritation. Irritation er måden, hvorpå systemer modtager information fra andre systemer. Informationen konstrueres herefter internt til en meddelelse. Som termometeret der er strukturelt koblet til omverdnen via varme. Kviksølvshøjden er indifferent overfor eks. omverdnens humør. (Det vi fortolker som) varme er informationen, kviksølvshøjden er meddelelsen.
Sociale og psykiske systemer opererer i mediet mening. Det vil sige, at vi tænker meningsfulde tanker; at vore tanker ikke kan være andet en meningsfulde. Ligeledes kommunikerer kommunikation meningsfuldt. Mening reproduceres via social kommunikation og bliver således sociologiens egentlige felt (Harste 92).
Der er uoverstigeligt skel mellem de enkelte systemer. De organiske og psykiske systemer danner omverden for de sociale systemer og vice versa. Der er ikke en superessens, som kan transcendere menneskets systemer. Mennesket er nødvendig omverden for systemerne, men konstrueres forskelligt i de enkelte systemers perspektiv; omverdnerne er systemspecifikke.
2.2 Pierre Bourdieu: etnolog – filosof – sociolog
”Hele Bourdieus projekt er en materialistisk funderet antropologi, der fokuserer på symbolsk vold og de mekanismer, der gør det muligt at reproducere eller transformere sociale dominansforhold” (Bourdieu og Wacquant 96:26). Mennesket er i evig positioneringskamp – det er den eneste ”struktur”, vi ikke kommer uden om.
Bourdieu tilbyder en metodologi snarere end et større teoretisk system. I en hermeneutisk vekselvirkning mellem teori og praksis og med brug af redskaberne habitus, felt og kapital beskriver han forskellige sociale felters interne magtstrukturer.
Felter er systemer af relationer ml. positioner (Broady 98:442). Det er disse relationer, der er primære i Bourdieus forskning. Bourdieu bevæger sig her i grænselandet mellem metodologisk individualisme og kollektivisme. ”Det betyder ikke, at den enkelte som sådan er en illusion og at der ikke eksisterer individer. De eksisterer som aktører eller aktanter (…) der er socialt konstituerede og aktive indenfor rammerne af et givet felt, fordi de besidder de egenskaber, der gør det muligt at fungere i det og påvirke det” (96:93). Ikke helt ulig Luhmanns personer som adressater for kommunikationer (Kneer og Nassehi 97:162ff).
Begrebet felt hører uløseligt sammen med begreberne habitus og kapital. De tre kan ikke forstås uden hinanden (96:83).
”Habitus er et forenende og genererende prinsipp som lar indre og relasjonelle kendetegn ved en position komme til udtryk og form av en enhetlig livsstil, det vil si som en enhetlig sett av valg av personer, goder og virksomheter” (95:36). Habitus er den symbolske kapital, vi har optjent og arvet; vores bagage når vi handler og agerer. Men habitus er ikke individuel i streng forstand og ikke specifikt determinerende. Habitusbegrebet skal redde individet fra både Sartres eksistentialisme og Althussers strukturdeterminisme.
Kapital er anerkendte symbolske og materielle ressourcer. Kapital forudsætter således et marked, et felt. Symbolsk kapital er det overordnede kapitalbegreb, som differentieres ud i en række subkapitaler: kulturel, uddannelses-, økonomisk kapital etc. Fordi kapital er relateret til et givent felt, kan det aldrig forstås substantielt. En joggingtrøje med opslået hætte under en termovest er udtryk for symbolsk kapital på Pusherstreet mere end på Strandvejen.
2.3 Anthony Giddens: sociolog – forfatter – politolog
Giddens’ sociologi tager udgangspunkt i en kritisk læsning og præsentation af klassikerne. Således er han flere steder kendt mere som lærebogsforfatter end som selvstændig teoretiker. Giddens’ projekt er en ”systematic reconstruction of social theory”, der netop skal bygge bro over Dilthey og Dawe’s, filosofiens og sociologiens, dualismer. Til dette konstruerer han begrebet strukturation.
Samfundsvidenskaberne hænger uløseligt sammen i Giddens’ perspektiv; der er ingen tætte skodder mellem filosofi og sociologi (Kaspersen 96b:3f), mellem historie og sociologi (Giddens 95:10). Men denne ”mangel” på systematisk afgrænsning gør det svært at genfinde hans teori i de konkrete analyser. Teorien bliver snarere en latent faktor end en genuin hypotese, gennem hvilken han læser samtiden. Eller m.a.o. determinerer perspektivet teorien mere, end teorien determinerer perspektivet. Bogen Intimitetens Forandring (94a) illustrerer denne kritik.
Strukturationen pågår gennem social praksis og er dermed sociologiens felt (Kaspersen 96b:5;7). For at sammenfatte struktur og proces i det samme begreb (strukturation) redefineres handling til at være en dureé, der først konstitueres diskursivt (jf. Luhmann), og strukturer redefineres som regler og ressourcer, der på samme tid er mulighedsskabende og handlings-begrænsende (ibid:7).
Den kyndige agent vælger, om han/hun vil reproducere eller bryde med de givne rammer, eller med Bourdieu: ”sociale aktører (…) bliver [kun] determineret i det omfang, de determinerer sig selv” (96:121).
3 Om epistemologi og ontologi
Hvordan kan sociologen vurdere og iagttage samfundet, når han/hun selv er henvist til at arbejde i det sociale? :
For Luhmann er iagttagelse en operation qua en forskel, der gør en forskel (97:56ff). Luhmann knytter her an til Bateson, dog med den vigtige forskel at Bateson taler om en forskel i realiteten (Bateson 84:61;90-97), men Luhmann om en forskel i systemet. Iagttagelse vil altid kræve en systemintern skelnen mellem selvreference og fremmedreference, mellem noesis og noema, mellem subjekt og objekt (92:18).
Som med den første skelnen (mellem system og omverden), er der en umarkeret bagside (omverdnen), som er utilgængelig i en iagttagelse af første orden. Ved en iagttagelse af anden orden (der iagttager den første iagttagelse) bliver ikke den umarkerede bagside som sådan, men den anvendte skelnen synlig. Men denne nye iagttagelse er ligeledes fanget af en uopnåelig medløbende umarkeret bagside (96:4-5).
”Den primære realitet ligger – kognitionen kan reflektere over den som den vil – ikke i ”verden derude”, men i de kognitive operationer selv” (96:6). Men det er dog kognitive operationer. Der eksisterer altså en anden realitet, en realitet før iagttagelsen. De autopoietiske systemer skaber således ikke realitet (creatio), men konstruerer den med systemets egne elementer (productio) (97:49). Sagt på anden måde: amøben, som hverken har for eller bag, kan kognitivt kun erkende een dimension. I vor erkendelse har verden (mindst) tre fysiske dimensioner. Hvad verden har an sich er utilgængeligt, verden vedbliver at være horisont. Det vil sige tilstede, men uopnåelig.
Ved hjælp af denne iagttagelse kan det ene system se de andre systemers begrænsning og dermed erkende sin egen begrænsning. Den enkelte iagttager må altså erkende sin begrænsning og via iagttagelse nå til en stadig mere kompleks erkendelse af omverdnen.
Også sociologen og sociologien er iagttagende systemer (92:15).
Er Luhmann først sat i spil, er det svært at komme med indvendinger mod hans epistemologiske konstruktivisme. En kritik må tage afsæt før den første ”Leitdifferenz”: forskellen mellem system og omverden.
Overfor denne konstruktivisme står Bourdieu med en refleksiv sociologi (96), der nok anerkender konstruktivismen i erkendelsen, men som alligevel hævder adgangen til en social Sandhed via en hermeneutisk spiral – en dobbelt mistænksomhed. ”Der er overensstemmelse mellem sociale og mentale strukturer, mellem virkelighedens objektive opdelinger og de principper, individerne bringer i anvendelse, når de oplever og strukturerer opdelingerne.”
Sociologen kan frigøre sig for sin subjektivitet ved systematisk at udnytte sin viden, om det sociale felt sociologien bliver til i. Det kræver en systematisk undersøgelse af de ”utænkelige tankekategorier, der udstikker grænserne for det tænkbare og på forhånd tænker tankerne.” Dermed opnås en sociologisk objektivering, der omfatter både genstanden og subjekt/objekt relationen (96:24;44;59). Bourdieu ophæver ikke subjekt/objekt dualismen, men ”imødegår” den.
Problemet med denne tilgang er, hvordan og hvornår man ved, at man ved nok til at kende sandheden. ”Den menneskelige bevidsthed er spærret inde inden for grænserne af den enkeltes hjerne, det vil sige inden for grænser af de tanke- og videnskategorier, der er en følge af vedkommendes opdragelse og uddannelse, medmindre, naturligvis, vedkommende gør sig netop de forhold klart” (96:111).
Med hvilken instans skal vi gøre os disse forhold klart?
Bourdieu mener, at sociologen via deltagerobjektivering kan finde frem til Sandheden, men han er helt enig med Luhmann i, at videnskaben henter sin autoritet internt og blot er så heldig, at den er anerkendt for at være det sandhedsproducerende system/felt. (Luhmann 96:6; Bourdieu og Wacquant 96:69). Bourdieu kan mistænkes for at ville sætte sig ud over sit eget videnskabelige felts selvreference.
Giddens knytter omvendt an til en kritisk realisme, som forudsætter virkeligheden til stede. Vi skal blot blive bedre og bedre til at kende den. Via en dobbelt hermeneutik skal vi kontinuerligt opdatere vores opfattelse af realiteten (Kaspersen 96b:16-18;96a:10-19). ”Sociologien beskæftiger sig med faktuelle, iagttagelige kendsgerninger, er afhængig af empirisk forskning og indebærer forsøg på at formulere teorier og generaliseringer” (95:13). Hermed ender Giddens i den selvsamme apori som Bourdieu. For hvornår er realiteten givet?
Bourdieus epistemologi og Giddens’ ontologi kan virke ens, men er forskellige netop ved deres benævnelse. Bourdieu er som Luhmann opmærksom på at hans teorier er et epistemologisk forsøg på beskrivelse af realiteten. Bourdieus metode er en objektivering af forskeren, hvor Giddens omvendt subjektiverer forskeren og lader teori og realitet være sammenfaldende (Flyvbjerg 92:53-55;75-78; Bourdieu og Wacquant 96:243).
4 Om det moderne
Det moderne samfund består i flg. Bourdieu af en række relativt autonome områder, der ikke kan forstås eller beskrives ud fra ét sæt principper; en række felter hvor den ”kulturelle produktion finder sted i et mikrokosmos eller et socialt rum med en egen logik, hvor det, der står på spil for aktørerne og det, der kæmpes om, kan være helt andre ting end dem, der sættes højest i den omkringliggende verden” (96:61;28). Til forskel fra Luhmanns funktionssystemer opererer felter med adgangskriterier (ibid:94), positioner (magtkamp) og ikke mindst: et centrum.
Historiens drivkraft består i menneskets stadige distingvering/distancering/positionering i forhold til de øvrige i det sociale rum. Denne vedvarende kamp gør det nødvendigt for eliten hele tiden at finde på nye sportsgrene, tonearter, dialekter, som kun deres del af samfundet er i besiddelse af eller besidder evnen til at påskønne. Kulturforskelle eksisterer ”som subjektive perceptionsmatricer, der styrer folks smag og præferencer i et system, alle udmærket er klar over, er hierarkisk opbygget”. (Bourdieu og Wacquant 96:73;Bourdieu 95:52)
I flg. Bourdieu er det sociale rum på samme tid vertikalt og horisontalt differentieret.
I flg. Giddens lever det moderne individ i en posttraditionel orden præget af abstrakte systemer og social disembedding. Individet befinder sig i en permanent eksistentiel valgsituation: valget af livsstil. Traditionens selvfølgelighed er ”post” allerede ved det, at vi taler om tradition som tradition. Livsstil er rutiniseret praksis og således beslægtet, men ikke identisk med habitus.
Livsstilsvalget er nært forbundet med livsverdnernes pluralisering. Med valget indlejrer vi os i nogle livsstilssegmenter. ”Livstilsforskellene, segmenterne imellem, er strukturerende træk ved stratifikationen, de er ikke blot resultatet af klasseforskellene i produktionssfæren” (Giddens 96:101). (Jf. strukturationen).
Men individets selvfortælling er forbundet med risiko, fordi vi hverken kan vide om baggrunden for livsstilsvalget er valid eller kende valgets konsekvenser. Med hjælp fra Luhmann kan vi sige, at valget er kontingent. Et andet valg havde været muligt; et andet valg havde formet vores livsbane anderledes og havde derfor resulteret i andre muligheder for valg. Livsbanen får dermed determinerende kraft. Giddens’ risikobegreb kommer ad omveje fra Luhmann, men begreberne er ikke identiske (Se Giddens 94b:109ff og Luhmann 97:155-165).
Derfor er Giddens’ moderne selv refleksivt og må hele tiden spejle sig i sin omverden. Det kunne ligne Luhmanns individ (der er selvrefererende), men hos Luhmann er det selvreferencen eo ipso, der udgør det autopoietiske acentriske individ.
Det moderne samfund er hos Luhmann funktionelt differentieret. Der er ikke længere et panopticon, hvorfra der med autoritet kan fortælles om verden (92:10;12). Dette hænger nøje sammen med, at der ikke er et verdensbegreb, som ved hjælp af forestillinger som natur eller skabning overbevisende suggerer en grundlæggende enhed i verden. Samfundet er m.a.o. acentrisk og polykonteksturalt.
Øget kompleksitet har krævet funktionsystemernes uddifferentiering om egen lededifferens; om egen binære kode. Inklusionen i samfundet foregår via disse. Det vil sige at den horisontale differentiering har erstattet den tidligere vertikale differentiering (jf. Jakob Arnoldis artikel). Luhmann er klar over, at funktionssystemerne ikke i praksis inkluderer alle, hvilket betyder, at ”en differentiering efter inklusion og eksklusion (…) kan tænkes allerede at være ved at proklamere sig selv som samfundets primærdifferentiering”. I så fald har vi et problem, som fortjener mindst den samme opmærksomhed, og som skaber mindst den samme rådvildhed som det økologiske problem (95a:13;22f).
5 Om social reproduktion og social transformation
Jeg vil nu rekapitulere og forfølge. Med den cartesianske dualisme adskilles subjektet fra objektet, sjælen fra kroppen, det uforanderlige deterministiske fra det foranderlige indeterme. Det får fatal betydning for muligheden for at begribe en aktør, der kan og vil ændre historiens gang; forandre strukturerne og strukturernes strukturationer. Subjektets problem er, at det er adskilt fra verden. Sociologiens problem er, at mennesket er af kød og blod:
For Bourdieu er strukturerne objektivt til stede, men kun erkendbare, hvis man samtidig har øje for dynamikkerne. Handling, historie og opretholdelse eller forandring af strukturer finder kun sted, fordi der er aktører. ”Men aktører kan kun fremstå som handlekraftige og mål-rettede i det omfang, de ikke reduceres til det, der normalt rubriceres i kategorien individer, men opfattes som socialiserede organismer, der har fået indpodet en række holdninger, der indebærer, at de både har vilje og evne til at komme på banen og kaste sig ud i spillet” (96:30).
Social reproduktion og transformation forklarer Bourdieu ved dialektikken mellem felt og habitus. Feltet strukturerer habitus som et internaliseret produkt af feltets immanente nødvendigheder. Omvendt bidrager habitus til at konstituere feltet som en verden, der giver mening med værdier, det kan betale sig at efterstræbe (96:112).
Ud over habitus er individet i besiddelse af en praktisk rationalitet, der er forankret i en præobjektiv kontakt mellem subjekt og objekt (Merleau-Ponty). En praktisk rationalitet, som er meget lig Giddens’ practical consciousness (Bourdieu og Wacquant 96:113). En uerkendt (tacit) viden om den aktuelt rette handling. Problemet for Bourdieu (og Giddens) bliver at denne førsociale, præobjektive kontakt skal formidles, skal socialiseres.
Giddens forklarer såvel social reproduktion som transformation med de utilsigtede resultater af menneskelig handlen (97:6). Social transformation bringes endvidere i stand ved, at mennesket ’selv’ vælger, hvorvidt det vil følge eller bryde strukturerne. Men det sidste forudsætter (for at bruge en analogi fra sprogteorien), at man kan anskue sprogsystemet før sprogbrugen. Da sprogsystemet netop er resultat af sprogbrugen, er dette ikke muligt.
Giddens’ andet problem er, at han allerede i sin ontologi forudsætter det sociologiske objekt adskilt fra forskeren og dermed implicerer en socialitet adskilt fra individet (forskeren), eller desværre: en struktur adskilt fra aktøren.
Hermed bliver individet enten transcendent handlende eller determineret. Et problem, der forfølger både Bourdieu og Giddens.
Proces og struktur har en anden plads i Luhmanns system. Strukturer opstår for så vidt, de er funktionelle og ikke omvendt. Handlen er kun socialt relevant for så vidt der kommunikeres om det, og de autopoietiske systemer reproducerer sig til stadighed; de kan ikke andet end at reproducere sig.
Menneskets individualitet i betydningen kropslig-psykisk enhed og selvbevægelighed og fremfor alt egen død benægtes ikke af Luhmann (95b:54). Mennesket er blot ikke mere individuelt end andre autopoietiske systemer og mennesket er fremfor alt ikke subjekt. Det refererer ikke så meget til mennesket. Problemet er subjektets eget: subjektet er netop adskilt fra verden og ligger derfor til grund for sig selv, men mennesket er indfældet i realiteten; mennesker er immanente ikke transcendentale.
6 Konklusioner
Giddens’ problem er, at et selv, som refleksivt vælger mellem modernitets muligheder, ja som ’selv’ vælger krop og kropsudtryk (96:125ff), forudsætter et transcendentalt subjekt før valget. Og hvis det ikke er transcendentalt, men struktureret af sine tidligere valg, kan man så tale om subjekt? Er der da ikke blot tale om et objekt; om resultatet af eksterne og interne forventninger?
Ligeledes hos Bourdieu. Når valget er ”en improviseret nødforanstaltning, der skal rette op på en situation, hvor habitus er gået galt i byen” (96:245), hvem improviserer da? Træder ”positioneringen” i kraft som et bedre praktisk, men stadig ”rational choice”?
Luhmann opererer ikke med et handlende individ. Det betyder ikke, at mennesket ikke er relevant. De psykiske systemer samvirker (og vekselvirker ikke) med de sociale systemer. Hermed frisættes det psykiske system. Ikke som subjekt, da det da ville stå i et særligt forhold til objektet, det sociale. Men som individ, som autopoietisk system på lige fod og sideordnet med alle andre autopoietiske systemer. Uden særligt ansvar for, men dog med rimelig indflydelse på historiens gang.
Det løser ikke problemet med reproduktion og transformation; med synkroni og diakroni. Spørgsmålet er, om det kan løses. Bevægelse og position har været et problem siden grækerne. I starten af dette århundrede måtte naturvidenskaben erkende det uløseligt qua kvantemekanikken. Måske er det blot et vilkår.
7 Efterskrift
Således endte forsøget på at fange noget centralt i det rum, der spændes op mellem Bourdieu, Giddens og Luhmann. Men da faget er sociologi, er det på sin plads at slutte endeligt af med en dekonstruktion af opgavens eksterne forudsætninger.
For det første skal den på samme tid leve op til uddannelsessystemets funktionskode: karriereallokering og videnskabens funktionskode: sand/falsk. Det forudsætter det uopnåelige, at pensum er 100% relevant, og udtømmende, for besvarelsen af eksamensspørgsmålet (Luhmann). For det andet er opgaven som led i en eksamen selv objekt, ja selv jeg er objekt. Men hvordan skal et objekt forsvarligt kunne objektivere? (Foucault). For det tredjekender jeg ikke læserens position i feltet, og vice versa, så hvordan hhv. intendere og vurdere det skrevne? (Bourdieu). Endelig kan det aldrig blive andet end en kontingent selektion, som netop nu udsættes for en kontingent rekonstruktion (Luhmann).
8 Litteraturoversigt
Andersen, H. og L. B. Kaspersen, (1996). Klassisk og moderne samfundsteori, København: Hans Reitzels Forlag.
Arnoldi, J. (1998). ”Modernisering, social mobilitet og systemteori” Dansk sociologi, 9. årg., nr. 2, pp.7-19.
Bateson, G. (1984). Ånd og natur, Charlottenlund: Rosinante.
Bourdieu, P. & L. J. D. Wacquant (1996). Refleksiv sociologi – mål og midler, København: Hans Reitzels Forlag.
Bourdieu, P. (1995). Distinktionen – en sociologisk kritik af dømmekraften, København: Det lille forlag, pp. 30-72.
Broady, D. (1998). ”Kapitalbegrebet som uddannelsessociologisk værktøj”, pp. 415-452 i J. Bjerg (red.), Pædagogik – en grundbog til et fag,København: Hans Reitzels Forlag.
Einstein A. og L. Infeld (1961). Det moderne verdensbillede, København: Gyldendal [1939].
Flyvbjerg, B. (1992). Rationalitet og magt, København: Akademisk Forlag [1991].
Foucault, M. (1994). ”Eksamen og eksamination” i samme: Overvågning og straf, Frederiksberg: Det lille forlag, pp. 167-175.
Giddens, A. (1994a). Intimitetens forandring, København: Hans Reitzels Forlag.
Giddens, A. (1994b). Modernitetens konsekvenser, København: Hans Reitzels Forlag, pp. 99-130.
Giddens, A. (1995). Sociologi – en kort, men kritisk introduktion, København: Hans Reitzels Forlag.
Giddens, A. (1996). Modernitet og selvidentitet, København: Hans Reitzels Forlag, pp. 88-130.
Giddens A. (1997). Sociology, Cambridge & Oxford: Polity Press.
Harste, G. (1992). ”Niklas Luhmanns konstruktion af samfundsteori”, pp. 59-96 i J. C. Jacobsen (red.): Autopoiesis, København: Politisk Revy.
Kaspersen, L. B. (1992). ”Teorisynteser i moderne sociologi”, pp. 67-86 i H. Andersen (red.): Sociologi – en grundbog til et fag, København: Hans Reitzels Forlag.
Kaspersen, L. B. (1995). Anthony Giddens – introduktion til en samfundsteoretiker, København: Hans Reitzels Forlag.
Kaspersen, L. B. (1996a). Anthony Giddens – Den positive kritiker, Århus: Institut for Statskundskab, Århus Universitet.
Kaspersen, L. B. (1996b). Strukturationsteori og empirisme, Århus: Institut for Statskundskab, Århus Universitet.
Kneer, G. og A. Nassehi (1997). Niklas Luhmann – introduktion til teorien om sociale systemer, København: Hans Reitzels Forlag.
Luhmann, N. (1992). ”Hvorfor systemteori” pp.10-20. i J. C. Jacobsen (red.): Autopoiesis, København: Politisk Revy.
Luhmann, N. (1993). Sociale Systemer, København: Munksgaard. (Elektronisk bog).
Luhmann, N. (1995a). ”Inklusion og eksklusion”. (Ej udgivet, dansk oversættelse af ”Inklusion und Eksklusion”, pp. 237-264 i samme: Sociologische Aufklärung 6, Opladen: Westdeutscher Verlag).
Luhmann, N. (1995b). Autopoiesis II, København: Politisk Revy.
Luhmann, N. (1996) ”Uddifferentiering som fordobling af realiteten”. (Ej udgivet, dansk oversættelse af samme: Die realität der Massenmedien, Opladen: Westdeutscher Verlag).
Luhmann, N. (1997). Iagttagelse og paradoks. København: Gyldendal.
Sørensen, V. (1992). Den frie vilje. Et problems historie, København: Hans Reitzels Forlag.