En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men han svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.« Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.« (Luk 12,13-21).
Prædiken
Hvem skal så have alt det, du har samlet? Siger Gud.
Hvem skal så have glæden? Hvilken glæde har du så haft?
I 1930 skriver forfatteren Henrik Pontoppidan Flensborg Avis at:
”Hvor vilde vi ikke alle være ilde farne, dersom vi skulde nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os. Selv det fuldkomneste Menneske går ud af Livet som Skyldner. Fra Vuggen til Graven opretholdes vi allesammen væsentlig af Kærlighedsgaver. Den, der ikke kan indrømme det, har aldrig virkelig levet.”
Han har skrevet noget lignende allerede 9 år før i en nyudgivelse af Lykke-Per og han gentager pointen med variationer i sine erindringer de følgende årtier.
(Der er nogen, der diskuterer, hvor religiøst man skal forstå det, han siger, fordi han i sin sidste version skriver kvindens kærlighedsgaver. Men den polemik må litteraterne om, det gør faktisk ingen forskel for dagens forståelse).
For når en forfatter af Henrik Pontoppidans format gentager det samme tema i adskillige sammenhænge, – så er det, fordi han ved, at han har fået sagt noget grundlæggende om mennesket. Om menneskets væsen. At han har fået sagt noget, som rækker ud over den tekst, det står i.
Og det, han fortæller han os, er, at det enkelte menneske opretholdes af den kærlighed, det modtager, uden at have givet noget til gengæld. At det, der virkelig gælder, har vi aldrig fortjent, og det skal vi derfor heller ikke stå til regnskab for. At vores liv ikke beror på, hvad vi har. Og hvis vi lever med den indsigt, lever vi et virkeligt liv.
Eller sagt på en anden måde: hvis man lever i den tillid, så kan man være fuldt og helt til stede – nærværende, hvor man er, uden at kalkulere undervejs, om nu enten en selv eller andre kommer til at stå i gæld i situationen.
Kalkulen kender vi jo nok. Er det vores tur til at invitere eller er det vennernes? Skal bedsteforældrenes arv deles efter antallet af børn eller børnebørn? Hvem tager kage med på torsdag?
Vi gør regnskabet op på daglig basis og forsøger at svare hver mand og kvinde sit, så ingen har noget at komme efter.
Men fælden er dobbelt. Den er dobbelt, fordi vi spilder livet, mens vi hænger fast i kuglerammen, og fordi de gaver vi modtager uden varsel, uden grund og uden fortjeneste, nu engang er dem, der holder os oprette. Er fundament for vores ståsted. Giver os holdning. Fordi det er ægte gaver og ikke bare afkast af en investering. Ikke bare byttet for en indsats. Ikke bare betaling for et køb.
Gaver, som vi ikke kan takke os selv for, inviterer til taknemmelighed og de vender ansigtet udad og ikke indad. Og gaver, som vi selv giver uden forventning om returgaver vender ansigtet udad og ikke indad.
Gaver er gældfrie. Hvis altså, vi vover at tage imod dem som sådanne.
—o—
I dagens evangelium møder vi en rig bonde i et år, hvor høsten har været god. Alt er faldet i hak for ham. Faktisk er hans største problem, at han ikke har lader nok til at opbevare alt det, som markerne har kastet af sig. Og han vil gerne sikre høsten, så han også har til den fremtid, hvor afgrøderne måske ikke giver så gode som denne sommer. Han har ikke blot tæft for landbrug, han er også en dreven forretningsmand.
Så han går og kalkulerer for sig selv og med sig selv. Han er helt fortabt i sin planlægning af livet. Hos Lukas er det ikke et godt tegn, når mennesker taler med sig selv. Det gjorde også den søn, der blev hjemme, da broderen drog til staden, og det gør den uærlige godsforvalter og den uretfærdige dommer.
Og vi kan jo selv et øjeblik prøve at huske tilbage til sidste gang, vi kom til at tale med os selv. Så vi lyst eller skumlende på tilværelsen? Retfærdiggjorde vi os selv eller forberedte vi os til en begejstret samtale med vore næste? Der er ikke noget så indkroget som samtaler med os selv. Ja, jeg ved det selvfølgelig ikke med jer, men jeg kan da tale på egne vegne.
(Og det gælder ikke alle jer børn, der er her i dag – I udvikler bare på jeres hjerne, hvis I taler med jer selv, så I må godt).
Men vi voksne…
I bondens tilfælde er det særlig grelt. For han taler ikke blot med sig selv, han taler til sig selv. Det er helt karikeret og tragisk – eller komisk, som var det Hjørringrevyen: ”Så sagde jeg til mig selv, mig selv sagde jeg”.
Min sjæl, siger han faktisk i den græske grundtekst, min sjæl, vær glad. Og så tordner Gud: ”I netop denne nat vil man hjemkalde din sjæl, og hvem skal så have alt det, du har samlet?” Det vil sige: Hvem skal så have glæden? Hvilken glæde skal du have?
Bonden er så selvoptaget i sin beundring af sin egen begavelse, at han ganske enkelt har mistet sig selv. For man skal være ude af sig selv for at kunne tale til sig selv. Det er ved Gud tåbeligt. Afsindigt, som der står på græsk. Ude af sig selv.
Men bonden kan vel være ligeglad? Han kom tomhændet til verden, som han skal gå tomhændet ud, som provsten læste i dagens uddrag af Paulus’ brev til Timotheus. Men han kan ikke være ligeglad, for han har netop sagt til sig selv, at han skal glæde sig, og hvilken glæde er det at have sit på det tørre, når resten af verden tørster?
Hvilken glæde er det at give til sig selv?
Og så er vi tilbage ved Henrik Pontoppidan, som fortæller, hvordan vi som mennesker, først bliver til os selv af alt det, vi modtager ’uden regning’.
Og det er ind i det liv, Kristus møder os og fortæller, at han ikke er kommet for at skabe retfærdighed efter arvereglerne, men at han kommer med en helt anden retfærdighed. At han gav og til stadighed giver os sig selv uden anden bagtanke end vores lyksalighed. Og at den lyksalighed leves ved, at vi selv er lige så hengivende som han. At den leves ved, at vi glemmer kalkulerne og glemmer os selv.
Gør vi det – så kroger vi os ud af os selv og kan rette os mod vores næste – mod vores medmennesker – og slippe fri af os selv for en stund. Og så slipper vi for at tale med os selv og for at skulle sikre os selv, for så er vi i Guds vold og kærlighed og i vores næstes omsorg. Og der er godt at være.
Det er den store nåde – for det er livet givet os og det er lige det, Gud vil.
Gud vil os i live.
751-(401)-674-292/522-321,6-887