Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«
I så det nok allerede, da I kom ind i kirken. Og hvis ikke I bemærkede det ved udsmykningen, så hørte I det, da luften strømmede gennem orglets piber, og vi sammen med koret stemte i med den første salme: Det er efterår. Det er høst. Det er høstgudstjeneste – og velkommen til den.
I dag fejrer vi, at marken er mejet og høsten er i hus. Og vi takker for alle de gode gaver, som kommer oven ned. Høstgudstjenesten er ikke en del af kirkeåret, men det er en del af året i Danmark. Uanset, om man er landmand eller ej.
Er man bilist, kører man tålmodigt bag mejetærskerne på vejen.
Og er man blot almindeligt sanseligt menneske, kan man følge årets gang i vang og vænge og se, hvordan de grønne aks først blev gule og så til stubbe. Hvis da ikke jorden er blevet vendt og de mørke marker kalder på hvide fugleflokke, som leder efter lidt efterladte goder i plovens fure.
Danmark er et landbrugsland. Også selvom færre og færre finder job i faget og dets andel i den samlede aktivitet bliver mindre år for år. Men årets gang viser sig i landbrugets jorder, og vi følger med fra forår og sommer frem til i dag; hvor efterårshøsten ikke blot er udtryk for, at kornet er kommet i lade, men også fortæller os, at vi har samlet forråd til vinteren, set vores gernings gavn og fået gevinst for vores indsats.
Høstens tid er ikke blot efterårets tid, men i det hele taget et udtryk for, at vi høster, som vi sår, som vi hørte hos Paulus lige før. Og høsten tegner faktisk nogenlunde.
Bekymringerne i landbruget har ellers været store i år. Under forsommerens tørke talte man med gru om høsten efter tørken i 2018. Var vi mon på vej mod tilsvarende tilstande igen her fem år efter?
Men så kom regnen heldigvis.
Men kom den for sent og kom den nu også alt for meget? Kunne kornet overhovedet nå at tørre på marken, eller skal den nu blæses igennem med elvarme i lader og lo?
Vi kan ånde lettet op. Selvom høsten i år bliver marginalt mindre end i 2018, så er udbyttet pr hektar bedre end det var i katastrofeåret.
Og med sådan en sammenligning kan man vel falde til ro for en stund og glæde sig over sin indsats. Men ikke for længe. For er vi først i gang med sammenligningerne, kommer bekymringerne i hobetal. Hvorfor er mit hektarudbytte ikke lige så godt som gennemsnittet? Eller: Mit hektarudbytte er selvfølgelig bedre end gennemsnittet, men hvorfor er nabogårdens endnu bedre?
Og i dette er vi alle landmænd og -koner. Vi måler os selv og sammenligner os med andre.
Vi tror, at det er på grund af os selv, at vi høster, som vi sår. Og derfor må vi slå os selv i hovedet med bekymringer over, at regnestykket ikke går op:
Hvorfor er vi ikke lykkelige, når vi nu har alt?
Hvorfor kan vi ikke være de forældre, vi gerne vil være?
Hvorfor er jeg ikke lige så smart som de andre i klassen?
Det er vores verdens bekymringer og samtidig ved vi, at man andre steder stiller anderledes akutte spørgsmål:
Hvor mon granaterne falder i nat?
Hvor finder jeg mad til mine børn?
Hvor er min mor og far?
Vi bestemmer ikke selv vores bekymringer. Hverken deres omfang eller deres karakter. Men de har alle ét tilfælles: Vi kan ikke tænke os fri af dem.
***
Men fri af dem skal vi. Sådan lyder det i hvert fald i dagens tekst, som vi netop har hørt fra Matthæus. Vær ikke bekymret siger Jesus, for hvem kan læggen en alen til sit liv med bekymringer?
Og vi hører om markens liljer og himlens fugle, som ikke bekymrer sig det mindste og dog står i klædedragt som end ikke Salomo.
Og når vi hos Matthæus’ hører om liljer og fugle ved vi, at det betyder, at alt levende mellem himmel og jord lever bekymringsfrit fra skabelse til tilintetgørelse.
Bortset altså fra mennesket, der som det eneste væsen ved, at det skal dø, og derfor hele tiden lever bekymret i fremtiden, selvom fremtiden dog er tættere på døden end nutiden.
Men Jesus fortæller os, at ganske som alt øvrigt mellem himmel og jord er vi skabt af Gud, og derfor også både kan og må gå bekymringsfrit til livet, hvis blot vi har tillid til Gud.
Ja, faktisk siger han mere end det. For teksten begynder med en formaning om, at vi ikke kan tjene to herrer. At vi ikke kan tjene både Gud og Mammon. Og selvom de færreste vel ved, hvad mammon egentlig betyder eller overhovedet bruger udtrykket i dag – så fornemmer vi godt, at det handler om jordisk gods og om os selv. Om alt det materielle – altså alt det, vi også fejrer og takker for i dagens høstgudstjeneste.
Dagens formaning er hentet fra bjergprædikenen og står lige efter Fadervor og kort før Den gyldne regel om, at vi skal være mod andre, som vi vil, at de skal være mod os. Placeringen i sig selv fortæller os, at det er vigtigt og afgørende stof, vi har med at gøre.
Det er ikke nyt for os, at vi næppe finder Gudsriget i Joachim von Ands pengetank eller i ladens høst. For vi ved fra vores børnelærdom, at det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Gudsriget. Og vi har også hørt om adskillige, som enten har kastet alt, hvad de ejer, fra sig for at følge Jesus, eller har hørt fra Jesus, at de skal give alt bort, som de har, førend de overhovedet kan begynde at forstå, hvad det hele drejer sig om.
Så det er ikke nyt for os, at vi ikke kan tjene både Gud og Mammon. Men det, vi får forklaret i dag, er, at det skyldes den bekymring, vi skaber for os selv, når vi forsøger at tage fremtiden i ed og gøre os selv til herre over livet.
For det er de to herrer, der er tale om. Gudherren på den ene side og på den anden vores egen herre i eget hus, foden under eget bord og en voksende arv som gerne skulle holde vores navn i hævd mindst nogle generationer frem.
Og her er dagens tekst umiddelbart bønløst kategorisk. Det er ikke høsten i laden, men maden på bordet; det er ikke jakkesættet i klædeskabet, men kjortlen vi har på. Der skelnes ikke mellem bekymringerne, vi må ganske enkelt ikke bekymre os. Som der faktisk står ganske direkte i den græske grundtekst.
For når vi er bekymrede, så glemmer vi Gud. Når vi er bekymrede, så glemmer vi Gud og søger os selv i forventning om, at vores bekymrede tanker og miner i sig selv kan og vil gøre arbejdet for os.
Men betyder det så, at vi ikke skulle have høstet og blot ladet stå til? Absolut ikke. Vi må også gerne samle i lader og lo. Og vi skal også tilplante vores marker. Men måske med lidt mere biodiversitet, som dengang markerne blev holdt uden vores indblanding.
Vi skal i det hele taget kere os om og tage vare på skaberværket, derfor satte Gud en regnbue som tegn på pagten med Noa. Vi skal tage ansvar for biodiversitet og klimaforandringer. Kere os om og tage vare på vores børn og deres liv. Give dem gode kår og kærlighed. Og vi skal elske vores næste i hvad skikkelse denne end måtte vise sig for os og dele ud af vores overflod, så fugl og fattig også bliver mæt.
Men vi skal først søge Gud og ikke i selvtillid til egne evner og tanker lade bekymringerne tage Guds plads. Den høst, vi takker for i dag, blev ikke til ved bekymringer, men kom – ganske som det står i teksten – i tilgift til vores tillid til Gud.
Når vi lader bekymringerne tage over, så mister vi tilliden til den Gud, der vil os det godt. Og derfor er det en uendelig stor kærlighedserklæring, når Jesus sig til os, at vi slet ikke må være bekymrede.
Vi slipper for selv at vurdere, om vores bekymringer slår til eller om vores bekymringer blot er rettidig omhu. For han siger det jo ikke i forventning om, at vi derpå vil gå bekymringsfrit enhver til sit.
Tværtimod lyder buddet i kærligt kendskab til, at vi næppe kan smide bekymringerne helt af os, som var det blot en klædedragt. Det må bare aldrig blive vores undskyldning. At vi ikke kan. Derfor lyder det, for netop vores skyld, at vi får det hele i tilgift, hvis vi først søger Guds rige.
Hvis vi først søger Guds rige.
Og jo ikke først, som i én gang for alle, men først i hver en gerning: for så har vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.Amen