Midfaste søndag 2023
Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær.
Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.«
Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.
Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«
Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«
Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Vi kender dem godt.
Situationer, som er svære at komme ud af.
Situationer, som synes helt fastlåste.
Situationer, som er ganske uoverskuelige og uoverkommelige.
Måske har man forpligtet sig over evne. Skylder mere, end man kan betale. Lovet mere, end man kan holde. Kastet sig over flere opgaver, end man kan nå. Og man kigger forgæves i pungen efter penge, på uret efter tid og i samvittigheden efter gode grunde til at løbe fra sine løfter.
Eller man har sagt ja til noget, som viste sig at være noget helt andet, end man havde forventet og håbet på. Ægteskabet blev til fornuft og skænderi. Jobbet en trædemølle og ikke en trædesten. Og den barndom, man ville give sine børn, blev måske forhindret af sygdom, problemer i skolen og ensomhed.
Og så står man der. Omringet af livet, mens man bebrejder både sig selv og andre.
Som mennesker tager vi gerne hele verden på os. Og som mennesker forventer vi af hele verden, at den tager sig af os. At toget kommer til tiden, Brugsen ikke løber tør for mælk, og at vi kan gå ud og nyde synet af selv den værste storm – og alligevel komme helskindede hjem. Men vi siger også ja til verden og byder os til. Hver eneste dag knokler mennesker kloden rundt for at gøre verden til et bedre sted og i morgen bedre end i går.
For intet menneske er helt alene. Vi er altid forbundne og vi er altid forpligtet på hinanden. Og vi både mærker og ved det. Vi mærker det, når vi gerne vil andre det godt og når andre vil noget med os. Og vi taler om det, når vi samtalen drejer sig om menneskelivet. Nogle har måske hørt hos teologen Løgstrup, at vi altid har noget af et andet menneskes liv i vore hænder. At vi aldrig er ligegyldige for hinanden, men at vi tværtimod altid gælder. I det små, men også i det store: at vi kan være helt afgørende for, som Løgstrup siger, om det andet menneskes liv lykkes eller ej. Jens Sejer Andersen har sat det på vers og Sigurd Barrett på melodi i sangen, Hvor du sætter din fod:
Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
af dit medmen ́skes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd.
Det gælder for os selv, som det gælder for andre. Vi tør både forvente det fra hinanden og af hinanden. Altså både, at vi kan mærke det – og at den anden vil give det.
Og netop derfor kan situationer synes fastlåste. Fordi vi ikke kan være ligeglade. Fordi vi ikke bare kan forlade situationen og lade som ingenting. Eller: vi kan godt forlade situationen, men vi kan ikke lade som ingenting, mens vi gør det. Ikke uden, at vi synes, vi lister bort som en tyv i natten.
Det er derfor disciplene er bekymrede i den situation, de står i. Fra at være en lille gruppe er de nu blev en stor flok, en hel folkeskare. Femtusinde sultne og måske også efterhånden lidt rastløse mennesker. De har alle hørt om Jesu gerninger og er derfor fulgt efter – og nu er de der – midt i det hele – og disciplene mærker ansvarets åg, og Jesus mærker det på dem.
Og de kigger forgæves i deres pung efter denarer og løsninger.
Vi hører ofte om penge i det nye testamente. Talenter, der begraves eller benyttes, sølvpenge som dusør for forræderi og ikke mindst, at mønterne hører staten til. Men det her er den eneste gang, vi hører om almindelig husholdningsøkonomi; om talenter, der ikke rækker til ambitionerne. Der kommer vel mange gæster til dåben i dag, men er der mad nok til dem alle – er der råd til det hele?
Disciplene kunne jo være ligeglade og bare sige til de mange, at nu måtte de gå hjem, for showet var slut og baren lukket. Men det gør de ikke.
Og det er ikke, fordi Jesus er til stede, at de ikke gør det. Det kunne man ellers godt forestille sig; at nu måtte de hellere vise nogle gode gerninger, når nu chefen ånder dem i nakken. Men det er slet ikke det, der er på spil.
I dagens tekst er det Jesus, der sætter dem på prøve, men i de tre andre evangelier kommer de til Jesus og spørger, hvad de skal gøre. Spørger, hvordan de kommer ud af den situation, de står i – når nu de ikke er ligeglade, når nu de mange mennesker ikke er ligegyldige for dem.
Og så viser Jesus dem, hvad de skal gøre. Og det er både simpelt og ligetil, men alligevel både svært og komplekst. Han takker for det, han har, og så giver han det væk. ”Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have”. Så meget, de ville have.
Resten af begivenheden kender vi, og vi kender den godt, for det er det eneste under, der er beskrevet i alle fire evangelier. Og det er et særligt under. For det fjerner ikke sygdom. Ingen døve får øren og ingen blinde får øjne, ingen spedalske bliver raske, ingen dæmoner raser ud af besatte; Lazarus rejser sig ikke fra sit dødsleje. Underet handler nemlig ikke om at herske over sygdom og død, men derimod om at mestre livet og om at stå til ansvar overfor andre mennesker og det liv og den skabelse, vi er givet.
Derfor siger Jesus også: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«
Når man oversætter den græske tekst, kan man både sige: saml de brudstykker sammen, som er i overflod – og man kan sige: saml det, der er brækket af til affald, sammen.
Om vi forstår det, der er tilovers som overflod eller affald ændrer ikke på, at fordi disciplene sørgede for, at intet gik til spilde, så endte det med tolv fyldte kurve. En kurv til hver af Israels slægter – kort sagt: når alle er mætte, er der stadig rigeligt til hele verden: Hvis vi ikke lader noget eller nogen gå til spilde og hvis vi takker og gladelig giver ud af det, vi har.
Men det er et svært bud at byde os. Og vi kigger jo gerne i pungen og ser, om der er nok til dagen af vejen, ikke mindst med den aktuelle inflation og de udsigter, der er i verden lige nu. Hvis ikke det rækker til os selv, så rækker det da slet ikke til andre.
Derfor bliver folk på bjerget ved Tiberias sø også glade, da Jesus ligesom lægger for med autoritet og myndighed. Og da alle er mætte, kan han se, at de vil gøre ham til konge, så de ikke skal mærke sulten igen. »Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene«.
Der står ikke noget om hans sindsstemning, men vi kan jo godt fornemme det. For begivenheden – bespisningsunderet, som det bliver kaldt – handler om meget mere end fisk og brød. Det handler om det, vi hørte i dagens første læsning fra det Gamle Testamente, hvor vi er hos Moses i Ørkenen: det handler om, at Mennesket ikke lever af brød alene.
Søndagen i dag er midfaste søndag. Vi er altså midt i fasten – og dengang fasten handlede om andet end at slå katten af tønden, så sad folk ganske sultne i kirken og skulle høre om både manna i ørkenen og brød og fisk i kurvevis. Provokerende tekstvalg, kan man synes. Omvendt er sanserne vakt under en faste og øren kan høre og øjne se, fordi man under fasten får øje for det, der som mennesker adskiller os fra alle andre væsner, nemlig at vi er til for hinanden. At vi er til-værelse for hinanden og derfor har brug for hinandens nær-værelse. Så vi mærker, at vi ikke er alene, men er sammen.
Man kan spise for sig selv for evigt uden at dø, men ikke altid være for sig selv uden at sygne hen.
Når vi om lidt går til alters – og alle er velkomne – så vil vi høre næsten de samme ord, som vi hører i dagens tekst, nemlig at Jesus tog brødet, velsignede det og takkede, før han brød det og delte ud. For underet med de to fisk og de fem brød er også en fortælling om, at vi er et i Kristus Jesus, at vi er fælles i ham.
Hvis vi tør fæste lid til det, så kan vi frit takke for, hvad vi har, og dele ud heraf. For det er dengang og i dag hans løfte til os og det er den uendelige frihed, vi har fået, som kan sætte os fri i enhver låst situation, hvis vi tager livet og situationen på os. For vi bliver sat fri i den og ikke fra den. Vi kan ikke bare lade den være eller lade stå til, vi må aktiv handle med det, vi har. Om det så blot er fem brød og to fisk.
Som moderne mennesker ved vi fra kaosteorien, at et vingeslag fra en sommerfugl på den anden side af kloden i sidste ende kan have betydning her i Risskov. Derfor ved vi også, at vores egne handlinger altid gælder og aldrig er ligegyldige. Det smil, vi giver hinanden her i kirken i dag, har betydning. Det har også det smil, vi ikke giver. Den almisse, vi giver under kollekten, gør forskel; det gør også den skilling, vi beholder i lommen. Det forløsende ord, vi ved, den anden trænger fra netop os, kan gøre alverden.
Det kan følges som fnug eller veje et ton. Vi kan rammes af apati og føle os tynget under de utallige forpligtelser overfor vores næste og den klode, vi skal give videre til de næste generationer, eller vi kan rammes af ironi og distance og håbe på, at andre tager over og at det går over. Børste fnugget af reverset og gå videre i buffeten.
Det, vi hører i dag, er, at vi hverken kan tage det hele på os eller kaste alt fra os, men i Jesus Kristus har fået buddet om i taknemmelighed at elske og drage omsorg for vores næste og samtidig løftet om, at vi ikke skal bære hele verden på vores skuldre, men frit kan gå enhver til sit og stole på Guds nåde, og gøre gavn som Gud det vil, på allerbedste måde.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen.