Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« (Joh 13,1-15)
Vi søger alle fællesskabet. Efter nogle årtier med individet i centrum og som løsning på alt, er pendulet nu svunget tilbage til fællesskaberne, som svaret på det meste. Det skal man ikke begræde – det ændrer sig i hvert fald ikke af, at vi begræder det – men som med alle pendulsvingninger har det yderpositioner. Og tidens faste svar hører netop tiden til.
For mens der mangler trænere i idrætsklubberne og medlemmer af menighedsrådene, så har der aldrig været så mange unge været på efterskole som nu og efter sløje år har også højskolerne fulde huse, ligesom vi strømmer til fællessangsarrangementer, hvor vi løser billet til fællesskaber. Så vi for en stund kan glemme os selv. Og måske også glemme alle andre og lægge verden bag os.
Men fællesskaber er præcis, hvad ordet antyder – de er fælles skabt. Kun lommeuld kommer af intet, alt andet har sin årsag, og fællesskabet vokser, hvor det næres. Og fællesskabet næres kun af det, der gives for fællesskabets skyld. Gud giver sig til alle dage til fællesskabet med os.
Således lyder dagens evangelium på kort formel.
Vi er (på torsdag) nået frem til dagen. Dagen, hvor vi går fra født af Jomfru Maria til pint under Pontius Pilatus. Dagen hvor nadveren blev indstiftet, i den nat, hvor han blev forrådt. Sådan som vi hørte Paulus skrive det til korinterne i epistelen og som vi netop har sunget om i salmen.
Evangeliet fortæller os, hvordan djævelen havde sat sig for, at Judas skulle udlevere Jesus. Det er djævelsk list, for hver gang vi hører det, så tænker vi på forræderen Judas ved siden af os og ikke på benægteren Peter i os. Og det er Peter, det handler om i dag. Peter, det blev kaldt klippe, den klippe som kirken skulle bygges på. Men også Peter, som gang på gangs tvivlede. Peter, som ønskede sig en helt anden kongemagt end den han i søndags så ride ind i Jerusalem på et æsel. Peter, som greb til våben i afmagt, og som kronede værket ved at benægte Jesus tre gange og det med en sådan hast, at hanen end ikke nåede at gale, føren han var færdig.
Den alt for menneskelige Peter, som derfor også, da Jesus begynder at vaske hans fødder, væmmes ved, hvad Jesus udsætter sig selv og ham for. Men som – straks han hører om det fællesskab, det handler om – beder om mere. Og mere til. Her på falderebet. Inden det er slut. Giv mig fællesskab.
Det er et fortættet øjeblik. Alle sanser er vakte, sådan som vi alle kender det, fra de øjeblikke, hvor tingene spidser til. Spørg blot børn, der kommer hjem og fornemmer, der har været skænderi i huset. De ved at trække vejret langsomt.
I evangeliet fra første tekstrække hører vi hos Matthæus, hvordan Jesus udpeger forræderen som den, der dypper brødet i fadet sammen med ham, i dag hører vi, hvordan Jesus tørrer deres fødder med det klæde, han har om lænden. Vi er ikke i hovedet, vi er end ikke i sproget. Vi er i kroppene.
Og disciplenes kroppe er trætte, sultne og beskidte. Og bange. For det begynder at stå klart for dem, hvad det er, der skal til at ske. Selvom de prøver at snakke og spekulere sig fra det.
For Jesus står det for længst klart. Det er hans sidste aften. Foran ham står den visse død. Han bliver forrådt af alle og enhver og ingen råber nej. Og alligevel giver han sig selv til netop alle os, der udleverer, tvivler og benægter. Med ord. Med sladder, bagtalelse og tavshed uden gerning.
Der har vi alle været – og der kommer vi såmænd nok igen.
Men der er ikke rart at være. I hvert fald ikke i længden, selvom det godt kan give varmen et kort øjeblik. Før det bliver koldt. For vores ord bedrager os, ganske som de bedrog disciplene. ’Kun med hjertet kan man se rigtigt, det væsentlige er usynligt for øjet’. Sådan siger ræven til Den lille prins i den velkendte fortælling og bringer os bud som i dag.
Men Guds Ord bedrager os aldrig. Og den nat, hvor han blev forrådt. Af Judas, af Peter, af alle. Den nat gav han sig selv til os som brød og vin. Og den nat, den nat gjorde han sig til tjener for os, ganske som vi skal gøre os til tjenere for hinanden. Og han var en tavs tjener. Først, da Peter vægrer sig, siger Jesus til ham, at han endnu ikke vil kunne forstå hvorfor. Og da Peter vægrer sig igen, svarer Jesus, at det er fællesskab og Peter siger med det samme, så giv mig mere af det; ’Kan jeg også få lidt fra den hylde og den hylde’. Og Jesus siger, men Peter, det er ikke, hvor meget du får, men det, at du får.
Ligesom det ikke er, hvor meget du giver, men at du giver. Altså bortset fra, at du skal give hele dig selv, ganske som Jesus gav hele sig selv. Fordi det kun er i den selvforglemmelse frem for selvfornøjelse, at du har din hele og fulde opmærksomhed på din næste, som du har gjort dig til tjener for. Dét er at have lod og del med Jesus Kristus, vor Herre. Det er at have verden foran sig frem for at lægge den bag sig.
Og det er et helt andet fællesskab end en fællesskabsaften, man har løst billet til. Det er et fællesskab, som rummer fælles madlavning og fælles rengøring og andre nærværende forpligtelser og vel at mærke ikke det sure med det søde, men derimod det søde i det sure.
For fællesskabet er fælles skabt. Og fællesskabet næres kun af det, der gives for fællesskabets skyld. Man kan ikke forlade et fællesskab, fordi det gav for lidt, men kun fordi man selv gav for lidt. Dét kan der være gode grunde til og ikke alle fællesskaber fortjener din og min støtte. Men uanset: fællesskaber kommer med alt det, der er dig. Og det kommer ikke med det, du siger, du vil, men med det du gør og får sagt, når det gælder. Når det er ord på rette sted og ikke ord uden om.
I dag ihukommer vi Jesu Kristi fællesskab med os alle. Og selvom der ikke er dækket op til alters, så er han til stede iblandt os og fortæller os også i dag, at vi skal gøre os til tjenere for hinanden. For modsat det menneskelige fællesskab, som kun består, når vi giver os selv til det, så består fællesskabet med Gud til evig tid. Uanset og ufortjent. Fordi han hellere giver end tager. Også når vi forråder. Også når vi tvivler. Også når vi benægter. Også, når vi slet ikke magter at bidrage mere til fællesskabet med de andre og må håbe på, det er rubust nok til at tage over for en stund, mens vi lige trækker vejret og samler kræfter. Også dér og måske især der mærker vi Guds allestedsnærværende kærlighed, som fuldt og helt har givet sig selv til os og i dag ser døden i øjnene for vor synders skyld, så vi igen og nok engang tør gå frit enhver til sit og stole på Guds nåde.