– om det politiske hos Emile Durkheim og Max Weber
I
Den østpreussiske statsfilosof Immanuel Kant fremhævede for 216 år siden i Berlinische Monatschrift adskillelsen af privat og offentligt brug af fornuften samt menneskets frigørelse fra autoriteterne som to særkender ved “das Aufklärung”, og dermed ved begyndelsen af det moderne (Kant 1996:71ff). Samfundet fordobledes i stat og samfund og uddifferentieringen accelereredes af sekulariseringen eller, om man vil Guds død, og den spirende industrialisering.
Fem år senere var der revolution i Frankrig, og i løbet af det næste århundrede grundfæstedes de vestlige demokratier; de politiske institutioner blev bygget i form af såvel konstitutioner, partier og offentligheder som parlamentsbygninger, domhuse og fængsler.
Fem år senere vedtoges menneskerettighedserklæringen i noget nær den udformning, vi kender i dag, fortællingen om demokratiet som forsvar af det autonome individs ukrænkelighed havde taget sin begyndelse. Herom handler det politiske hos Weber og Durkheim.
1. Der findes ikke et forkromet udgangspunkt i og for sig selv, hvori de to teoridannelser kan spejle sig og lade ligheder og forskelle komme tilsyne. En fremstilling af de politiske teorier, vil derfor enten privilegere Weber eller Durkheim, med mindre der tages afsæt i en implicit/eksplicit skyggeteori. Valget af sammenligningsgrundlag bliver følgelig konstitutivt for, hvilket lys der kan og vil blive kastet over teorierne.
Jeg har valgt i det følgende at tage afsæt i stats-, magts- og legitimitetsbegrebet. Når jeg har valgt disse tre, er det fordi, det er tematikker som her små 100 år efter igen er ved at ændre form og indhold. Ikke at udviklingen globalt set har stået stille siden århundredeskiftet, men nationalt set er spørgsmålene om staten i forhold til EU, den politiske magt i forhold til økonomien og videnskaben og velfærdsstatens legitimitet højaktuelle. Valget er truffet velvidende, at det første begreb privilegerer Durkheim og de to sidste Weber.
II
Hos Durkheim opstår det politiske (som sådan) i skellet mellem de regerede og de regerende: i den statslige subjektivering af individerne. Det politiske forudsætter således en stat, som igen forudsætter et politisk samfund. Politiske samfund er sam-fundet af flere sekundære grupper. Hvis der kun var een sekundær gruppe, ville denne jo være enheden/helheden i sig selv og dermed ikke sekundær. Staten er den instans, der uden selv at måtte referere til en autoritet, kan være autoritet for sekundærgrupperne; den enhed hvorunder alle er subjekter (Durkheim 1986:32).
Selvom eller netop på grund af at staten ikke henter sin autoritet eksogent, må den begrundes og forstås endogent, i samfundets opsplitning i sekundærgrupper og individernes subjektivering (underkastelse) og inklusion. Det politiske udspringer således af spændingen mellem subjekt og stat, mellem del og helhed, mellem individ og samfund. Vel at mærke et differentieret (arbejdsdelt) samfund (Durkheim 1986:40ff).
Hos Weber sættes Staten omvendt lig samfundet, og det politiske defineres som (stræben efter magten til) ledelsen af samfundet/staten eller samfundets personer (Weber 1995:3). Det politiske, staten og magten som middel bliver intimt sammenknyttet og perspektivet flyttes fra Durkheims funktionsstrukturelle horisont til Webers handlende aktør. Inden jeg fortsætter, vil det derfor være på sin plads at skitsere forskellen i de tos videnskabsteoretiske perspektiver, forskellene i metode.
2. Med afsæt i en essentialistisk tradition opstiller Weber en række idealtyper for menneskelig handlen. Idealtyperne skal ikke forstås som reelt eksisterende, ligesom ingen handlen endegyldigt kan tilskrives en bestemt idealtype. Typologien er en samling af rendyrkede former, som tilsammen kan hjælpe til en bedre forståelse af formålet med den enkelte handling. Dermed også til en bedre forståelse af hele samfundet, der hos Weber er summen af de enkelte handlinger; (helheden er summen af de enkelte dele). Således opstiller Weber eksempelvis den idealtypiske politiker, fagforeningsboss, protestantiske etik samt hele typologier over handling, autoritet, herredømme etc.
I modsætning til Weber hævder Durkheim at samfundet er mere end summen af de enkelte dele, at samfundet er en egen størrelse sui generis. Det betyder ikke at samfundet kunne bestå (reproduceres) uden alle enkelte, men det betyder at samfundet ikke kan forklares ud fra den enkelte eller summen af de enkelte. Samfundet må studeres objektivt og udefra, som et specifikt og selvstændigt socialt faktum (Durkheim 1982).
Det durkheimske individ må hente sit handlingsmotiv ud fra en almennyttig betragtning (se senere). Delen skal altså forstås ud fra helheden. På samme måde forklares samfundets funktioner udfra helheden. Selvom anomien konstituerer normen, ændrer det ikke ved det amoralske i dissidentens handling, ligeså lidt som den pestramte bliver rask af, at vi andre kan føle os sundere ved ikke at være pestramte. For den der har haft indbrud er tyveri et onde. For samfundet er det nødvendigt, for at vi kan vide, hvad der er ret og vrang. Kriminalitetens funktion bliver således at konstituere normen.
Durkheims samfundsfunktioner må ikke forveksles med de weberianske formål. Samfundet som sådan har ikke en vilje. Funktionsanalysen påpeger blot, at forskellige samfundsgrupper og handlinger kan tilskrives forskellige funktioner. På den måde kan såvel religion som EM i fodbold have samfundsintegrerende funktion, uden at samfundet “har bedt” Morten Olsen om at være landstræner.
3. Ofte bruges en skelnen mellem metodologisk individualisme og metodologisk holisme, når Weber og Durkheims forskellige videnskabsteoretiske ståsteder skal beskrives Det er væsentligt at lægge vægten på det metodologiske i ovennævnte dikotomi. Weber var i højere grad handlingsteoretiker end desideret aktørteoretiker, og hans idealtyper for handling er en heuristik, ikke en ontologi (Weber 1995:194ff). Endvidere er Webers herredømmesociologi en ren eksercits udi strukturel determinering, eller i hvert fald strukturel betingelse. Ligeledes findes et noget mere udfoldet individbegreb hos Durkheim end hos Weber. Den vanlige aktør/struktur dualisme må derfor ligeledes anvendes heuristisk (og med varsomhed).
Endelig kan man skelne mellem samfundsstrukturer og bevidsthedsstrukturer. Webers “inderliggørelse” tilsvarer Durkheims socialisering, og det kan synes rimeligt at kalde aktørens stræben efter magt, egennyttemaksimering og overlevelsestrang for intet mindre end indre bevidsthedsstrukturer.
Når det er sagt, bør det også siges, at Durkheim var streng positivist og sociolog i Comtés forstand. Der er ingen heuristik her. Hvor Weber søgte forståelse (Verstehen) af individets handlinger, for at kunne forklare samfundets dynamikker, ligger der hos Durkheim kun forklaring til grund. Durkheim vidste blot også, at han selv var mere menneske end funktion.
III
Hos begge er det politiske altså stærkt knyttet til staten. Hos Weber som den handling, der benævnes ledelse med magten som det særegne middel (og hele bevægelsen frem mod magten: partisystem, valgkampagner etc.), hos Durkheim i selve fremkomsten af staten.
“(D)en moderne stat er et organisert maktsamband som innenfor et område med hell hevder monopol på legitim bruk av vold som politisk middel, og som for dette formål har samlet de materielle driftsmidler i sine lederes hender. ” (Weber 1995:8),
I citatet ligger (udover denne fremstillings tre tematikker) nøglen til Webers politik- og statsbegribelse. Staten er den legitime og centrale autoritet, der under truslen om voldsanvendelse leder et territorielt afgrænset samfund. Ikke nok med det, staten er den eneste, der legitimt kan benytte voldstruslen. Forsøger man imidlertid at afgrænse staten med denne definition, opstår der gerne problemer. For det første (og som tidligere nævnt) sætter Weber andetsteds lighedstegn mellem staten og samfundet (Weber 1995:4). For det andet er det uklart, hvad der med denne definition adskiller staten fra familieoverhovedet eller tidligere tiders høvdinge, generaler etc. For det tredje eksisterer der reelt stater uden territorier. Vi må derfor ty til Durkheim for at få et mere distinkt statsbegreb, inden vi efterfølgende vender tilbage til magt- og legitimitetsbegrebet.
1. “The enclosure” er overskriften på den første store urbanisering i dette årtusind. De samtidige teknologiske landvindinger muliggjorde en produktion, der afstedkom den anden store urbanisering. I løbet af disse århundreder forøgedes befolkningstætheden i hidtil uset grad. Ændringerne i produktionsforholdene, kapitalismens fremkomst (som beskrevet af såvel Marx som Weber) resulterede i en opsplitning/differentiering i “occupational groups” (som beskrevet af Durkheim). Det betød på det industrielle niveau en arbejdsdeling i produktionsfaser og på samfundsniveau en opdeling i samfundsfunktioner (sekundærgrupper) (Durkheim 1986:72ff). Weber er i øvrigt og pudsigt nok opmærksom på dette i en bibemærkning om, at man i 1600 tallet indså nødvendigheden af fagøkonomer, fagofficerer og fagjurister (Weber 1995:13), samt i konstateringen af at kapitalismens (økonomiens) love inderst inde er af helt anden karakter end de politiske love (Weber 1995:8).
Kun den funktionelle differentiering gjorde, at sekundærgrupperne kunne (og kan) opretholde deres autonomi, deres forskellighed. Dette ikke blot forstået som forskellig-hed, men som forskel i lighed. Staten opstår som enheden af denne forskel sui generis. Alternativet ville være borgerkrig. Staten kan så genindtræde som stat i en føderation, som igen kan genindtræde som enkeltstat i verdenssamfundet. Men i verdenssamfundet er alle stater ens. Her er ingen øvre autoritet. Her hersker kun størrelsesforholdet mellem krigsmaskinerne. Indtil videre.
Staten har såvel en inderside som en yderside. Ydersiden er krigen og militæret, indersiden fremgår af følgende citat fra Durkheims artikel: The Concept of the State:
“The whole life of the State, in its true meaning, consist not in exterior action, in making changes, but in deliberating, that is, in representation(…) Strictly speaking, the State is the very organ of social thought.” (Durkheim 1986:41).
Statens (indre) funktion i samfundet er at repræsentere samfundet i samfundet. At deliberere og reflektere på højt og abstrakt niveau. Samfundets differentiering har medført en sådan kompleksitet, at staten må overtage den funktion, som traditionelt har ligget i conscience collective. Staten handler ikke. Handling tager andre sig af. Det er andre systemers funktion. Weber kan her komplementere og supplere Durkheim med
“(e)t regjerende parti trengte et slagkraftig, fortrolig forhandlende organ, sammensat av bare dets ledende menn, få å kunne hevde magten innad, og for å kunne drive storpolitik utad. (…) Ministeren representerte nettopp den politiske maktkonstellasjon, og skulle bare bedømme fagmanns forslag politisk og gi ham de politisk nødvendige instrukser” (Weber 1995:15;16).
De er tilsyneladende enige om at staten er et sui generis, spørgsmålet er om de er enige om midlernes placering. Hos Durkheim er midlerne frataget staten, hos Weber er de centraliseret i – staten.
2. Durkheims stats- og samfundsbegreb medfører for det første i sig selv en øget kompleksitet for det andet en øget politiseringsmulighed og for det tredje en særegen individualisering.
En øget kompleksitet, fordi adskillelsen i sekundærgrupper skaber stadigt nye anknytningsmuligheder og dermed mulighed for yderligere sekundærgrupper og derfor i realiteten en uendeligt større kompleksitet.
En øget politiseringsmulighed, fordi det politiske ikke kun er tronarvingens giftemål eller Aristoteles’ gode samfund. Fordi det politiske ikke kun er samfundskontrakten eller samfundsordenen. Qua staten kan det politiske, baseret på den offentlige fornuft, deliberere snart sagt hvert et samfundsmæssigt spørgsmål, herunder individet.
Netop individet og dets frihed har haft en priviligeret plads i næsten samtlige politiske politologiske og sociologiske diskurser siden oplysningen. Durkheim hævder, at individet er blevet frit. Ikke blot i den kantianske eller sekulariserede forståelse, men også politisk forstået, nemlig på grund af statens subjektivering (og dermed inklusion) af individet. Durkheims provokerende påstand er, at med statens voksende virksomhed vokser samtidig individets frihed (Durkheim 1986:50). Friheden er derfor ikke længere målet, men midlet. Som middel skal den individuelle frihed nu bruges til at forsvare samfundets sikring af den enkeltes frihed til at udvikle sine evner (Durkheim 1986:82f). [Der er interessant hvorfor nogle påklister Durkheim etiketten konservativ]. Men hvori består dette individ ?
3. Som allerede nævnt slynger politisering og individualisering sig om den samme historiske lian. Durkheim fremhæver to individets fortællinger. Det første individ er homo oeconomicus som rationelt drager skel mellem slet og ret. Utilitaristernes og de første individualisters individ. Men Durkheim påpeger at differentieringen uafvendeligt vil resultere i en så stor kompleksitet og uigennemskuelighed, at dette ikke er muligt, samt at dette individ er moralsk angribeligt. “…that apotheosis of pleasure and private interest, the egoistisk cult of the self for which utilitarian individualism has validly been criticised.” (Durkheim 1986:80).
Durkheim fremhæver derfor det kantianske (og rousseauske) individ, der som motiv for sin handling må have det kategoriske imperativ, men som retfærdiggørelse af handlingen må benytte den aktualiserede kontekstualitet, eller, om man vil, den aktualiserede aktualitet. Selvom Durkheim mente at det første individ allerede dengang var sin undergang nær, forstået sådan at selv økonomerne (utilitaristerne) havde indset nødvendigheden af at modificere deres individbegreb (Durkheim 1986:79), kan man ikke desto mindre mene, at det netop er i kampen mellem disse to individualismer, at det politiske består i dag.
Da individet er skabt som et moralsk væsen, bliver statens funktion at sikre individet muligheden for at handle såvel frit som moralsk. Derfor vokser individets frihed med omfanget af statens virksomhed.
Weber tager udgangspunkt i det første individ. Det er den målrationelle aktør, der ud fra de givne omstændigheder og med et bestemt formål træffer et handlingens valg. Selvom Weber er bevidst om og opmærksom på samfundsstrukturernes rammebetingelser for individet, forbliver relationen mellem individ og samfund uafklaret, eller i hvert fald implicit.
Når Weber så alligevel skriver at krigens parter kæmper med samme moral, og at den faldne må rejse sig i støvet og tage realiteterne på sig “en nation tåler ødelagte interesser, men ikke en såret ære” (Weber 1995:40), ligner det ovenstående durkheimske skelnen. Tilnærmelsen er interessant, fordi den transcenderer aktørens handlingsmotiv.
IV
Som allerede berørt er det politiske hos Weber stræben efter magt, som middel til ledelse. Men det kan også være stræben efter magt som mål i sig selv (Weber 1995:4;37ff). Magt er et eller flere menneskers chance for at sætte sin egen vilje igennem i en social sammenhæng (Weber 1995:53). Magt er noget den enkelte kan få/tage, magten er possesionel. Magten er fordelt i samfundet på klasser, stænder og partier m.fl. Jeg vil ikke komme nærmere ind på forholdet mellem disse tre, men i stedet vende mig mod magtens etik.
Weber opstiller to idealtyper for etik: sindelagsetik og ansvarsetik. Sindelagsetikken er bjergprædikens etik (Weber 1995:40). Det er etikken, hvor man vender den anden kind til, hvor den, der griber til sværd, selv skal omkomme ved sværdet. Ansvarsetikken er den, hvor man har kalkuleret risiciene ved forskellige beslutninger og herefter tager ansvaret for faren ved den beslutning, der træffes: “Du skal motarbejte det onde med vold og makt, ellers – er du ansvarlig for at det onde tager overhånd” (Weber 1995:41). Det er Webers politiske imperativ, men også den politiske forbandelse. Den, som intet middel skyr for at nå målet, er også den, der fører os lige lukt mod den iskolde polarnat.
De to idealtyper for etik modsvarer Webers to idealtyper for rationalitet: værdirationalitet og målrationalitet, som igen modsvares af værdibaseret og målrettet handling. Udover disse to idealtyper for handling opstilles traditionelle og affektive handlinger. Disse fire går igen i alle Webers typologier. Det vil sige ikke i autoritets- og herredømmetypologierne, hvad der er interessant i denne sammenhæng. Et herredømme hersker i kraft af autoritet. Autoriteten hentes i legitimiteten. Dette trespand er spændt for magten. Magten viser sig i herredømmet og autoriseres qua legitimiteten. De tre herredømme- og autoritetsformer er: traditionelt, legalt og karismatisk. Autoriseret magtudøvelse kan altså ikke være værdibaseret. Og da traditionen er død, allerede ved dens italesættelse, hersker kun loven og karismaen i moderne politiske samfund, det vil her sige staten.
Enhver politisk ledelse vil have, og må (bør) have, et stænk af både den legale og den karismatiske autoritet over sig (Weber 1995:49). Det karismatiske, mener Weber, er nødvendigt for gennemslagskraft, men også for at kunne træffe de upopulære, men nødvendige beslutninger. Den legale autoritet er for det første (og deskriptivt) historiens resultat: den overlegne autoritet. For det andet (og præskriptivt) er den legale autoritet den eneste (mål)rationelle. Set fra magtens perspektiv, bliver statens legalitet magtens legitimitet. I moderne politiske samfund legitimeres staten følgeligt af den demokratiske legale proces.
V
Spørgsmålet om legitimitet er prekært. Enten må staten hente sin legitimitet i samfundet, men hvad legitimerer samfundets legitimering af staten ? Eller også må staten hente sin legitimitet hos sig selv, hvilket den så selv kan legitimere. Men hænger samfundet så sammen ?
1. Legitimitet er en indre retfærdiggørelse (Weber1995:5). Legitimitet er altså det, der gør, at vi accepterer magtens handlinger. Igen opstiller Weber fire idealtyper, der tilsvarer handlingstyperne. Den værdibaserede indre retfærdiggørelse legitimerer sammen med den affektive det karismatiske herredømme. Hvis vi igen ser bort fra traditionel legitimitet, bliver der værdi, målrationel, samt affektiv legitimitet tilbage. Når jeg ser bort fra traditionel legitimitet, er det fordi, der i dag altid vil kunne stilles spørgsmålstegn ved dens begrundelse. Traditionen er ganske simpelt ikke et gyldigt argument i moderne politiske samfund.
Som Webers øvrige idealtyper har de ikke en “virkelig” pendant. Spillet mellem de forskellige typologier er udslag af historiens dynamikker. Det er mit argument for afvisningen af den traditionelle legitimitet her små 100 år efter Weber og Durkheim. Fra det øjeblik hvor noget henføres til traditionen er der snarere tale om værdirationalitet, nemlig det traditionelle som en egen værdi. Som eksempel på forskelle i idealtypernes udtalthed kan nævnes Anden Verdenskrig hvor den karismatiske legitimitet og autoritet herskede i det Tredje Rige. Omvendt forsøger Kristeligt Folkeparti at legitimere ved hjælp af værdirationaliteten, ved hele tiden at tale om værdier og værdikommissioner.
Legitimitet i sig selv er ligegyldigt, så længe legitimitetsfraværet ikke truer magten. I durkheimsk forstand får legitimiteten samfundet til at hænge sammen. Ikke i form af integration som tidligere løseligt beskrevet, men i form af solidaritet.
I slutningen af sidste århundrede var byerne blevet så store, at alle dagligt mødte vidt fremmede mennesker. Solidariteten kunne derfor ikke længere baseres på landsbyens alle kender alle, men måtte baseres på alles lighed i forskel. Denne overgang i solidaritetsform kalder Durkheim for overgang fra mekanisk til organisk solidaritet. Organisk som en metafor for en organismes opdeling i funktionsgrupper. Organisk solidaritet er interdependens mellem helhedens forskellige dele.
2. I et weberiansk legalt herredømme, der legitimeres af den demokratiske lovgivning (det bureaukratiske herredømme (Weber 1995:91), forudsættes en abstrakt subsumtion. I modsat fald ville lovgivningen ikke kunne være demokratisk, da demokrati forudsætter den enkeltes lighed med helheden. Men en abstrakt subsumtion forudsætter igen et veludviklet, specialiseret og derfor differentieret bureaukrati. “Stort set og i stigende grad er det bureaukratiske kræfter som forestår den daglige drift” (Weber 1995:93). Bureaukratiets, demokratiets og statens historie er samtidig. Bureaukratiet bliver med andre ord demokratiets medløbende bagside. Men da bureaukraten derfor altid vil være bedre informeret om en sag end politikeren (en tidlig asymmetritese ?), truer bureaukratiet demokratiet (Weber 1995:16). Denne paradoksalitet er i dag mere aktuel end nogensinde.
Politisk handlen hos Weber er hele bevægelsen frem mod magten. Det åbner op for en dynamisk beskrivelse af ændringer og forandringer i de politiske strukturer: partistrukturer, parlamentsstrukturer etc. Fra at have været et demokrati bestående af honoratiores, udvikler de moderne demokratier sig til at være massepartiernes demokratier, de plebisitære demokratier. Det styrker på den ene side det demokratiske aspekt, på den anden side flyttes megen magt fra parlamentet til partierne og derfor ud af offentlighedens søgelys.
Man kan også finde, at legitimiteten på samme tid styrkes som svækkes. I dag hvor partierne nærmest ikke kan tiltrække et nyt medlem, bør man spørge om magten er tilbageført til parlamentet, eller om magten har fundet nye rugekasser. Derfor venter vi på magtudredningen.
Durkheim afviser demokratiet, som vi normalt forstår det, ved spørgsmålet: Hvor går grænsen mellem de regerende og de regerede? Spørgsmålet om demokrati politiseres i durkheimsk forstand. I stedet udskilles staten som allerede beskrevet. Men det betyder ikke at alle ikke kan tage del i staten. “Everyone is thus able to share in this consciousness sui generis and asks himself the questions those governing ask themselves; every one ponders them, or is able to.” (Durkheim 1986:56). Det demokratiske er samfundet hvor alle har del i kollektivet, hvor alle kan tage del i den statslige beivdsthed. Legitimitetsspørgsmålet fjernes fra magtdiskussion og gøres i stedet til en kommunikativ overvejelse.
VI
Hvordan samfundet overhovedet er muligt var Simmels og på sin vis Hobbes gode spørgsmål. Hvordan kan det hænge sammen, og hvordan kan vi isamfundet regere over samfundet.
Rusland har i disse dage nedkastet flyveblade over Tjetjeniens hovedstad Grosnij, med besked om at byen bliver sønderbombet om få dage. Indonesien har nyligt plyndret og hærget Østimor. I talrige stater hersker despotiske tyrannier, og på Balkan slikker befolkningen sine sår, mens flammerne slikker sig op af den europæiske fred. Spørgsmålet om staten er blusset op igen. I Kroatien er Franjo Tudjman netop død. Mange forventer, at hans død vil kunne blive en overgang fra karismatisk styre til et mere demokratisk (legalt) styre. Magt og legitimitet er de nye staters fælles udfordring. Også i dag spørger vi med rette: hvordan hænger samfundet sammen? hænger det overhovedet sammen?
Samfundet kan hænge sammen på mange måder. Hvordan det bør, kan og skal hænge sammen kan vi kun nå til fælles overenskomst om, qua en adækvat forståelse af samfundet.
Weberreceptionen har delt sig i to store politologiske traditioner. For det første i en tradition som ser på magtens udformning, og magtens placering (magtens ansigter). For det andet i en tradition om egennyttemaksimerende atomistiske individer, der lever i en fuldt ud gennemsigtigt, kalkulerbar og overskuelig realitet.
Durkheims tanker er videreført i den systemteoretiske tradition, hvor navnlig hans beskrivelse af den funktionelle differentiering har vundet indpas. Især i det sidste årti, er der noget, der kunne tyde på et Durkheim revival indenfor så forskellige discipliner som psykologi, religion, sociologi, politologi og modernitetsanalyser af forskellig art.
Begge teoretikere står stærkt og med fornyet aktualitet i den politologiske debat.
Jeg vil bruge den sidste plads på at skitsere nogle af de problematikker, der affødes af tematikkerne stat, magt og legitimitet i dag.
2. I Danmark oplever vi et pres på nationalstaten såvel inde som ude fra. Ude fra ved de transnationale politiske organisationer EU, FN, WTO og lignende, men nok især ved samfundssystemernes og samfundsproblemernes globalisering. Her særligt økonomien og økologien. Durkheim ser intet problem i overnationale unionsdannelser. Tværtimod er føderationer suverænitetsskabende for de enkelte stater, på samme måde som staten er den, der skaber individets suverænitet. Men det kræver en overnational autoritet. Er samarbejdet blot multilateralt, vil det være størrelsen af krigsmaskinerne, der har ordet (og magten), og det politiske vil blot være en fortsættelse af krigen med andre midler. Suveræniteten skal paradoksalt nok altså afgives for at opnås. Det er ved at ske i form af EU-retten, spørgsmålet er om FN er magtfuldt nok til at hævde autoriteten. WTO er i hvert fald ikke, det blev understreget med speedmakker i starten af december 1999.
Men et er afgivelsen af den politiske magt, et andet er den økonomiske magt hos Microsoft, den kulturelle magt hos Mc Donalds og Coca Cola og den dagsordensættende magt hos Murdoch og Turner. Hvor Durkheims stat gerne afbilledes som den øverste trekant i en trekant bestående af individer nederst og sekundærgrupperne i mellem, er det spørgsmålet om den rette illustration i dag ikke vil være, at lade staten være en sekundærgruppe as well. Spørgsmålet er, om staten og det politiske i dag, kan hævde at være samfundets hjernebark. Netop de mange NGO’er i forbindelse med alle statsmøder, viser jo at der er nogen, der vil gøre staten rangen stridig. Det kræver en reformulering af magtens form og magtens fordeling. (Hvilket naturligvis også er blevet gjort adskillige gange i magtteoriens historie siden Weber).
Statens legitimering bliver dens selvlegitimering, ligesom det politiskes legitimering bliver dets selvlegitimering. Men det politiske gøres fortsat gældende og ikke kun fra regering og Folketings side. Udfordringen bliver da at undgå, at den rette politik af den grund bliver den populære (populistiske) politik, men at den rette politik i stedet bliver den nødvendige politik – frihedens politik.