Kære unge – talenter.
Vi kan se, I smiler. Smiler, fordi I er parate til at skabe jer en plads i verden, parate til at gribe verden og gøre den til jeres.
Man kunne kalde det forankringsparate – fordi I netop er parate til at forankre jer ved at forandre den tid og den verden, vi lever i.
Det kalder på smil fra vores side. Og det kalder på plads. Det kalder på forandringsparathed hos os, for nu skal vi formå at se på jer med nye øjne, for I står klar til at bære, og I skal forhåbentlig bære samfundet længere end vi. Både i tid og mulighed.
Så derfor får I – sædvanen tro – nogle formanende ord herfra.
Unge mennesker:
I skal tage ansvar. I skal være dygtige. Og I skal gøre nytte. Sådan er det.
…
I skal tage ansvar, men I skal ikke tage ansvar for egen læring.
Det er nemlig noget vrøvl, som ikke hører hjemme i en skole. På et gymnasium. Eller på et universitet. Hvis nogen steder overhovedet. Det var et overgangsudtryk præget af den individualisering af vores lærefællesskaber, som I, gennem to år har kunne opdaget, ikke giver mening. For I har netop vist og lært hinanden, ikke mindst i efteråret, at det er, når man tager ansvar for de andres læring, at lyset sætter ind. Ikke som hjælpelærere, men som del-tagere i en fælles bestræbelse.
Det udelukker ikke individuelt arbejde, fordybelse, ’terperi’. Tværtimod. Det forudsætter netop den individuelle indsats. Men det er først i mødet med den anden, man kan svare på de store spørgsmål. Det er først i treklangen mellem du, jeg og ’det’, at verden opstår. Og først, når den er op-stået, kan den blive for-stået. Det er, når man bliver arrig over, at verden ikke ’går op’, når der mangler noget i ligningen, når den ikke hænger sammen, og man sammen med andre må få verden til at gå op og til at hænge sammen, det hele sker. Og skulle man endelig sidde for sig selv i kammeret i arkitektlampens skær og udbryde et Heureka, fordi man har fået ligningen til at gå op, så får det først virkning, når man kan med-dele det som et bidrag til faget. Når det handler om faget.
Ganske som, når nogle af jer har været på tomandshånd med jeres underviserer, og I har fået spørgsmålet: ’Hvordan vil du så bidrage til filosofihistorien’; hvad vil du udvikle med bioteknologien; hvor ser du samfundsvidenskabens største udfordringer?
Og således konfronteret af tidligere tiders nu erfarne talenter, har I så måttet stille jer an og svare på disse vigtige spørgsmål. Altså tage ansvar. Ikke for egen læring, men for det fag, I har tænkt jer helt at forglemme jer i.
***
I skal også være dygtige. Men altså – ikke så dygtige I kan blive. For har I ikke netop brugt to år på at vise hele verden, at det er ganske grænseløst. At I kan blive langt dygtige end det? At det slet ikke er et spørgsmål om evner, men om tid. Og derfor et spørgsmål om tid og rammer. Og da I ikke kan være alle steder til alle tider, så handler det om at begrænse sig. Altså ikke i kedelig forstand, men i beslutningens forstand. At turde sætte fokus. At vove at vælge noget fra. At ville sætte en retning. Formålet med disse to år har netop fra vores side været at indramme disse muligheder for jer. Sætte rammer, som ordner verden, så I kan bryde rammerne, og skabe en ny. For det var præcis det, filosoffen Immanuel Kant havde i tankerne, når han talte om at være dygtig. At man kultiverede sin tæft, så man fik en evne, som kunne række til alle tænkelige formål.
Dygtighed er et procesbegreb. Det udtrykker en kunnen, som ikke er kommet af sig selv, men er blevet til. Dygtighed viser, at man har gjort noget ved sin tæft. Man har trænet den. Man har gjort noget ved sin fornemmelse af, at noget faldt lettere end andet. Man har udfoldet et kim. I jeres tilfælde: I har mærket hjernen kilde, og har villet have det til at kilde igen, så I har opsøgt den ’modstand’, som får det til at ske. Og i den proces er I blevet dygtige.
***
I skal som sagt ikke blot tage ansvar ved at turde forglemme jer selv og blive dygtige ved at kultivere jer og søge modstand. I skal også gøre nytte.
Men igen – ikke som et nu udviklet potentiale, der således tilpasset arbejdsmarkedet kan give lidt tilbage til det samfund, der har givet jer en uddannelse, ved at være agile og effektive bidragydere i videnproduktionen. Men derimod ved at gribe den verden, der ligger foran jer og være med til at skabe den fremtid, som skal være jeres. Og ikke kun jeres. Men menneskets. Med Kant: I ”skal ikke kun opdrages med henblik på den nuværende tilstand, men også med henblik på menneskeslægtens potentielt bedre tilstand i fremtiden, dvs. menneskehedens idé og hele dens bestemmelse. Dette princip er af stor vigtighed”.
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Ved forankringen. For hvis I formår at være jer selv uden at være jer selv nok; hvis I evner at skabe jer plads i verden uden at skabe jer tosset, men dog ved at skabe jer originale; hvis glemmer jer selv for en stund for fagets skyld, så kan I forankre jer i en verden, som aldrig vil glemme jer – fordi I netop vil være med til at skabe den forandring, som en dag bliver til næste generations historie.
***
I har udsigt til at blive 100 år. For 100 år siden var Første Verdenskrig netop slut. Og den fred, man forsøgte at skabe var skrøbelig, og holdt kun i omkring tyve år, altså omkring så lang tid, som I har levet. Derpå var der igen krig i Europa. Og med disse to erfaringer på nært hold besluttede de forenede nationer sig for at kodeks for menneskets omgang med hinanden. Og videnskabsfolk herunder den danske Niels Bohr besluttede noget tilsvarende, nemlig at viden skulle være til for alle. Den sørgelige baggrund var, at intet land må have monopol på altødelæggende våben, som ville give dem al magt. Men det var også en fortsættelse af hele den videntradition, som vi tæller tilbage fra grækerne og fik konfirmeret med først renæssancen og siden Oplysningen. Viden skal være menneskeheden nyttig.
I har lige så mange år foran jer, som der er gået i Danmark fra TV-serien Matador foregik – fra den foregik – og frem til i dag. Og med jeres evner, så skal I sikre jer, at jeres viden og jeres engagement gør sig nyttig på menneskets vegne. Det er jeres mulighed – og derfor også jeres forpligtelse. Som man siger.
Og derfor, for nu at gentage en fast frase her på denne dag: Jeres gennemsnit er ikke en investeringsportefølje, som skal investeres 100 %. Og et højt gennemsnit på en uddannelse siger hverken noget om dens sværhedsgrad eller dens nytte. Men alene noget om adgangsbegrænsning, dimensionering og popularitet.
I har næsten frit valg på alle hylder – ikke alene de øverste eller højeste hylder, men alle hylder. Så gå ud i verden og gør forskel der, hvor der er allermest brug for jer, hvor I kan gøre allerbedst nytte. Investér i jeres omgivelser, skab fællesskaber og vær lysende eksempler på jeres vej!
For så kan vi være stolte over igen at kunne sende 200 unge mennesker ud i verden; parate til at forankre jer i jeres samtid, spændte til bristepunktet af nysgerrighed og med lyst og vilje til den fremtid, som I skal til at skabe sammen med hinanden og med andre. Så kan vi sige: Verden har brug for unge med livsmod – her kommer de.
Til sidst skal jeg blot huske at sige tak på vegne af årgang 2016 tak til Aarhus Universitet, Via University College og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Til Region Midtjylland. Til Studenterhus Aarhus og alle mentorerne, Folkeuniversitet, Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, Creative Company, Vestjysk Bank, NuPark, FN-forbundet, Insights, High Performance Institute, BioMar, Kyocera Unimerco, Velux og en lang række af andre virksomheder. Tak til alle gymnasierne. Hvis ikke alle disse institutioner, jeg lige har nævnt, sammen var med til at sikre et fælles talentudviklingsprogram i Region Midtjylland, var det slet ikke muligt.
Og så selvfølgelig: tillykke til jer, unge snart diplomater.