Grundlovsdag er vigtigere, end den har været længe. Vigtigere, fordi vi lige nu rykker ved de hegnspæle, som den sætter for vores samvirke, og vigtigere, fordi den netop sætter grundlaget for, hvordan vi skal nå frem til fælles beslutninger i et land, hvor vi ikke tænker ens og heller ikke skal tænke ens; og hvor vi med udsigten til et mere mangfoldigt samfund har brug for et stærkt fælles fundament. Grundloven sætter et mindstemål af værdighed og retssikerhed for den enkelte.
Grundloven er mangfoldighedens juridiske forudsætning og både individets og samfundets frihed begynder her.
I dag.
I 1915, da vi efter en forsøgsperiode på 66 år fik resten af den voksne befolkning med,
og i 1849, da det hele begyndte.
I dag er vores 4. juli, vores Bastiljedag, vores Magna Carta. Vi kom lettere og mindre blodigt til vores konstitution end både amerikanerne til deres 4. juli, franskmændene til deres Bastilje og englænderne til deres Magna Carta. Mindre blodigt, fordi borgerkrigen mellem det nuværende Danmark og de tyske hertugdømmer for intet var at regne i sammenligning med den franske revolution og den amerikanske borgerkrig; og lettere, fordi mange af de elementer, som Grundloven består af, allerede var udviklet i andre lande.
Sådan er det, også selvom den danske Grundlov er en af verdens ældste og samtidig hører hjemme i et af verdens ældste monarkier. Vi kan nogle gange, og især på grundlovsdag, glemme, at alt, hvad der er godt, ikke nødvendigvis er dansk, og at alt, hvad der er skidt, ikke nødvendigvis kommer udefra. Grundloven er ikke en sikring af bestemte danske værdier, men derimod af muligheden for, at værdierne kan prøves, udfordres og grundfæstes.
Som filosoffen Lars Svendsen, fra det norske Civita sagde for nylig:
“Det er ikke innlysende hva som menes med norske verdier. Hvis man med det mener verdier som forfektes av en majoritet av den norske befolkningen, er det verdier som alltid er i bevegelse. Norske verdier i dag skiller seg fra norske verdier for 50 år siden eller 100 eller 200. Disse verdier har alltid vært under press fra unorske verdier, dvs. verdier som ikke forfektes av et flertall i befolkningen. Og det har vært av det gode. Hvis ikke, ville kvinner ikke hatt stemmerett og homofili ville fortsatt vært forbudt ved lov”.
Ganske som i Danmark.
Så hvad er det, vores grundlov kan?
***
De væsentligste dele af den danske Grundlov har vi til fælles med en stolt og vigtig europæisk tradition for at tænke og handle fornuftigt.
Og her taler vi ikke om snusfornuft eller sund fornuft. Tværtimod. Hvis I hører nogen tale om om sund fornuft, skal I skærme jer, for sund fornuft er det lukkede fællesskabs udelukkelse af det anderledes, det skæve. Den sunde fornuft er ‘det vi plejer’ omsat til moral: Det, som vi fortsat bør pleje, ja, nærmest pleje med omsorg.
Den sunde fornuft er den pæne småborgerlige udgave af snusfornuften, som ordbogen over det danske sprog fortæller os er en “tænkemåde, der er tilbøjelig til at beskæftige sig med det velkendte, almindelige eller sikre, uden præg af originalitet, sprælskhed eller vovemod”.
Grundlovsdag er en årlig begivenhed, der fortæller os, at folket i Dannevang for mere end 150 år siden gik i optog til Kongen og forlangte en konstitution til værn mod den sunde fornuft og til grobund for den nye fornuft, nemlig den fornuft, som udspringer af samtalen og det frie ord.
Den fornuft, der henter sin legitimitet i den fælles fremtid og ikke i den fælles fortid. Eller rettere: den fornuft, der opstår, når man i fællesskab forholder sig diskuterende, drøftende, ræsonnerende og afvejende til vores nutid og en fremtid, som nok er betinget af fortiden, men ikke forudbestemt af denne.
***
Det kan være svært i dag at sætte sig ind i det Europa, som bestod, før de europæiske stater fik frie forfatninger. Svært at forstå, at ens efternavn, der jo fortalte, hvem man var søn af, bestemte, hvilket liv man skulle leve. Bestemte, hvilke rettigheder man havde og især ikke havde. Det kan være svært at forstå, at alt som udgangspunkt var forbudt, og kun det Kongen eller Herremanden privilegerede, blev tilladt. I dag er det jo ganske omvendt – i hvert fald i princip. Som man ville sige i Sverige.
Det var dette lagdelte Europa som Grundloven i Danmark skulle værne mod. Gennem hele Enevældens historie havde man levet under en hierarkisk verdensorden, hvor dyr, kvinder, børn og mineraler rangerede lavest sammen med slaver, jøder og tyende, mens mænd, herrefolk, hertuger og grever stod både konger, kejser, bisper og engle nærmere.
Med den franske menneskerettighedserklæring og den amerikanske uafhængighedserklæring erklærede man menneskene som ligeværdige.
Men det bliver mennesker ikke af en erklæring. Det bliver mennesker kun i den hverdag, hvor de behandles som ligeværdige. Ligeværdighed er daglig praksis. Det er praktisk fornuft. Og så er vi tilbage ved fornuften igen. For det er lige præcis den praktiske fornuft, som Grundloven sætter ind i stedet for den sunde fornuft eller snusfornuften.
Men behandler vi folk ligeværdigt i Danmark, eller sniger vi stille og roligt lovgivning ind, som ligner ligeværdighed på overfladen, men i praksis rammer bestemte befolkningsgrupper?
Hvem bliver ramt af kontanthjælpsloft og Imamlovgivning?
Som Grundtvig sagde i et mands minde foredrag: Hvem, der vil være fri, må lade Næsten være det med sig.
***
Den praktiske fornuft er snævert forbundet med et begreb, som i løbet af middelalderen ændrede betydning, nemlig begrebet frihed. Gennem århundreder eksisterede frihed kun som et begreb i byerne og det var noget man blev ved at underkaste sig bystaternes forordninger eller ved at indordne sig under et gilde eller et lag. Man kunne således slippe fri af versalforholdet til herremanden, og gennem underkastelse af et regelsæt blive fri borger.
Som fri borger nød man visse rettigheder og ikke mindst var man fri for, at ens børn også var underkastet samme herremand. Det siger sig selv, at det ikke var mange forundt at nyde denne frihed og oftest var det også med livets som indsats, at man gjorde forsøget – eksempelvis var en af indgangene til friheden at lade sig indrullere som soldat.
Fuldstændig som da vi fik Grundloven mod at acceptere den almindelig værnepligt.
Frihed i 70’ernes frigørelses forstand var aldrig tanken bag frihedsbegrebet, ligesom friheden altid var en frihed fra andre personers bestemmelse ved at underkaste sig samfundsinstitutionernes bestemmelse.
Som retssubjekt, altså underkastet loven, var man fri.
Det var en frihed til at tilslutte sig et forpligtende fællesskab.
***
Det enkelte menneskes frihed bliver en historisk nødvendighed, fordi det gamle Europa falder sammen. Der er ikke længere kun én kirke i Rom med monopol på sandheden, men efter reformationen konkurrerende kirker, med hver deres sandhed i praksis. Der er ikke en tysk-romersk kejser, som samordner Kristenhedens stater, men efter den westfaliske fred i 1648 en række uafhængige stater, med hver deres protestantiske, calvinske, reformerte eller katolske statsreligion. Der er måske kun én Gud, men til gengæld en hel sværm af kirker og nu også nationer og med et nyt ord, der vinder indpas: En mangfoldighed af Volker af folk.
Indtil da talte man om den kristne nation, nu var der både den danske, tyske og engelske. Og disse nationer bestod af mennesker, som ikke accepterede et hierarki mellem mennesker, hvis ikke hierarkiet blev modsvaret af et tilsvarende universelt hierarki. Og det universelle hierarki var for altid forsvundet.
Det feudale samfund mistede sin styrke som ‘sund fornuft’. Et nyt samfund var på vej som praktisk fornuft.
Men for at sikre det nye samfunds opståen måtte mennesket erklæres frit og behandles som frit.
Det betød, at magten skulle tøjles. Dette er vores Grundslovs egentlige formål: at tøjle magten og fjerne de skel, som ikke var begrundet i kundskab, men alene i slægtskab.
Derfor sikrer vores Grundlov os ytringsfriheden. Derfor forbydes censuren. Derfor skal vi for en dommer, hvis vi anholdes af ordensmagten. Derfor mistede adlen sine privilegier. Derfor var det meningen, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skulle have været adskilt således, at domstolene ikke, som tilfældet er i dag, hører under den udøvende magt eller at ministrene som netop udøvende magt samtidig tager del af den lovgivende magt. Derfor skulle alle statens afgørelser kunne prøves ved en domstol og ikke som det er i dag, hvor mange administrative afgørelser netop ikke kan prøves.
Og særlig grelt bliver det, når terrorlovgivningen bringes i spil, for her kan man end ikke få lov at vide, hvad det er, der danner grundlag for de administrative afgørelser.
Derfor har vi også i Radikale Venstre foreslået, at der bliver nedsat en retssikkerhedskommission for at sikre os, at terrorlovgivningen ikke underløber den frihed, som vi blev givet af grundloven.
Grundloven er altså ikke et endemål, men tværtimod kun en spæd begyndelse til at sikre os mod staten. For det var det, Grundloven skulle. Den gav os nogle pligter, som værnepligt og uddannelsespligt og pligten til at arbejde, til gengæld for en række friheder.
Og der er en stor gensidighed i det forhold. For staten har behov for vores frie ageren og vores konstante anvendelse af ytringsfriheden gennem irriterende spørgsmål. For det er i det moderne samfund ikke givet, hvilken vej, vi skal vælge. Det er jo det, der er det helt skelsættende i forhold til det feudale samfund, der var baseret på gentagelse og sund fornuft.
Det nye samfund baserer sig på frie og dannede uddannede borgere, som var villige til at tage ansvar, og som i den demokratiske samtale fandt og finder ud af, hvordan vi sammen skaber vores fælles fremtid.
Hvad vi bør gøre, kan vi kun finde ud af gennem drøftelse og atter drøftelse mellem frie borgere. Derfor er Grundlovens frihedsrettigheder ikke blot en sikring af borgerne, den er en sikring af samfundet.
***
Jeg vil gerne afslutte mere konkret med Radikale Venstre, nemlig i det sidste kapitel i det oprindelige partiprogram fra 1905. I det kapitel, der handler om åndsfrihed og hvor der står:
”Ved Statens Virksomhed for Folkeoplysning og Aandsliv sættes som Maal at give alle lige Adgang til Kundskab og gøre alle delagtige i vor Kultur. Aandslivets Frihed anerkendes paa ethvert Omraade”
Når det stod sidst i programmet i 1905, var det ikke, fordi det var sidste eller laveste prioritet. Tværtimod. Det var selve partiets ‘hvorfor’. Vores sindelag eller, vil nogen sikkert kalde det i dag – vores vision. Det var det fundament, som politiske og sociale rettigheder gjorde godt for.
Det Radikale Venstre udsprang af en stærk højskole- og folkeoplysningstradition og en stærk andelsbevægelse. Med vores partiprogram indskrev vi os i en tradition, som fæstnede tillid til det myndige i det enkelte menneske og dette menneskes vilje til at forpligte sig på fællesskabet. Og partiet gjorde det vel vidende, at det myndige i mennesket ikke kom i stand af sig selv, men blev til i skolens, uddannelsernes og i kulturens sammenhænge.
Derfor var åndsfriheden så vigtig for Radikale Venstre og direkte bundet op på frihedsrettighederne og de sociale rettigheder. Kun i samklang mellem frihed, mulighed og dannelse går den radikale ligning op.
På samme måde, som grundlovens frihed ikke giver mening, hvis den ikke deles af alle, så giver den heller ikke mening, hvis ikke friheden bruges til at komme nærmere det store grundlæggende spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske og ikke mindst, at være et menneske, der forpligter sig på sit medmenneske. Det er det radikale DNA.
Grundloven sætter rammerne, men vi fylder dem ud.
***
Og det fejrer vi så i dag. Og derfor vil man vil man mange steder rundt om i landet høre politikere indlede deres grundlovstaler med, at det er demokratiets festdag, hvor vi fejrer retten til at være uenige. Efter denne indgangsbøn ekselerer politikerne så i denne ret og kritiserer regeringen, hvis de sidder i opposition, eller oppositionen, hvis de sidder i regering.
Men jeg har lige fortalt en anden historie. Nemlig en historie om et gammelt Europa, hvor der var masser af ret, endda hævdvunden og traditionel ret, som gav lov og grund til at være uenige med hinanden. Vi var jo forskellige og blev anset for at have forskellig værdighed.
Men sådan er det ikke længere. Efter grundloven.
Grundloven gav borgerne ret til at være uenige med staten og til gengæld politikerne en opfordring til at blive enige med hinanden.
Og sådan vil jeg slutte mine ord i dag.
Jeg vil afslutte med en opfordring til alle borgere om fortsat at være konstruktivt uenige og samtidig til alle os politikerne med en opfordring til at blive konstruktivt enige.
Man kunne jo begynde med at blive enige om en gymnasiereform.
God Grundlovsdag!