Lad der blive lys!
Sætningen sidder i rygraden på de fleste af os. Den sidder som et af de små brudstykker af tekst, der følger os gennem livet, fordi vi har hørt fortælling så mange gange, at den minder os om en fælles kultur og en fælles forståelse af livet og livets vilkår. Sådan er det med flere tekster.
Hvis jeg siger: Bennys bukser brændte, ville I alle kunne svare: Børge råbte åh!
Eller hvis jeg siger: For mange år siden levede en kejser, som holdt så uhyre meget af smukke nye klæder… Vil I alle bevæge jer ind i en historie om magten og magtens selvforblændelse i det skarpe lys af sig selv. Og om en ærlig dreng, som fortalte hvad alle tænkte, men ingen turde sige.
Således også med sætningen: Lad der blive lys. I vil huske fortællingen om en skabelse, hvor alt var kaos, hektisk og gråt (ikke mørkt, men gråt), og hvor både forskelle og sammenhænge og det bløde, blide åndedræt fremstod, da lys og mørke blev adskilt med disse ord: Lad der blive lys. Lyset blev skabt, men mørket fulgte med.
Lyset fortæller os om nybrud og en ny tids komme.
I disse dage springer studenterne ud med huer, hik og højtstemte smil. Man bliver aldrig for gammel og formørket til at glæde sig over hver enkeltes spontane udsigt til en uendelig og begrænsningsløs og ikke mindst lysende fremtid.
Vi har også netop overstået eller måske nærmere overlevet et valg. Og selvom valget selv havde både sine lyse og sine mørke øjeblikke, så ved vi, at det demokrati, som gav os valget, i sin moderne form opstod i den epoke, vi kalder Oplysningen. Fornuftens århundrede. Skarpt forfulgt i øvrigt af romantikken: lystens århundrede.
Lyset og lysets metaforer gennemsyrer, ja man fristes til at sige, gennemlyser vores liv og vores samfund og vores selvforståelse som folk.
Derfor fejrer vi lysets komme under adventen op til jul, og gennem årtusinder på denne tid på året ved en lysfest: Den danske midsommer.
Den danske midsommer med sine lange lyse nætter, hvor vi holdes vågne af kærlighedslegen og måske lidt af den lyse bryg, som hører sommerfesterne til. Vi forbinder os med hinanden og mærker fællesskabet trænge sig på og trænge sig ind i os, når vi smilende genkender os selv i de unges muntre og vilde leg i solnedgangen.
En aften som i aften føler vi os tættere på Grundvigs paradisbeskrivelse, som han giver til os i sidste vers af Den signede dag. Han skriver:
Så drager vi til vort fædreland,
der ligger ej dag i dvale.
Der stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale.
Så frydelig der til evig tid
med venner i lys vi tale.
Samtale i lys er dansk hygge.
Og måske føler vi os så tæt på hinanden netop en aften som i aften, fordi vi er samlet på tværs af alt det, der normalt samler os. Ved siden af jer sidder ikke blot familie, eller kolleger, eller politiske venner. Ikke blot klassekammerater, fodboldvenner eller de andre fra brugsforeningen. I aften sidder i ved siden af medborgere og medmennesker. Kig eventuelt til siden og giv et lille smil og et lille dansk anerkendende nik med hovedet.
I aften har Engelsholm inviteret til bål – og I og vi er valfartet hertil for at se og mærke bålet sammen og synge om det Danmark, vi elsker. Derfor er det også et særlig aspekt ved Sankt Hans aften, at vi samles om fædrelandskærlighed og følelsen af samhørighed. Her har vi rod, her har vi hjemme. I Danmarks lyse nætter.
Men vi har ikke lys nok ved midsommersolen og vi holder ikke helt kulden borte ved den varme, som solens stråler har gemt i den sorte muld og i slottets sten til den lange aften. Vi har samlet kviste og tørre grene og lagt det i bunker, og på toppen står nu en heks, spiddet på en pæl, og gør sig klar til at flyve mod Bloksbjerg i Harzen, hvor Goethe fortalte os, at heksene samledes til Sabbat.
Således kan alt det onde og mørke samles til dans syd for grænsen, når vi har sendt det af sted med bål og brand, og vi andre kan rykke sammen foran bålets gløder med risiko for, at varmen krummer vore lyse lokker.
Hver gang vi fejrer Sankt Hans, er det nemlig samtidig en påmindelse om, at vi så sent som i 1693 afbrændte en kvinde, vi havde udstødt af samfundet, fordi hun var anderledes end os andre.
Det er ikke så frygtelig længe siden. Jeg har lige besøgt min mormor. Hun nærmer sig de hundrede. Det er bare tre af hendes slags. Så er vi tilbage. Og vi skal ikke så langt væk i geografien, før det desværre er en ganske aktuel problemstilling. Og vi må også se os selv i spejlet og spørge, om vi på andre måder lader mennesker i stikken i dag, som vi ikke umiddelbart genkender os selv i. Det er så let at se mørket i den anden.
Med vores rituelle afbrænding i dag rydder vi op i vores sind, og i kvaset i vores haver, og brænder vinterens formørkelse af. Men mørket er en del af os selv, som vi ikke kan slå ihjel. Mørket opstod som lysets skyggeside og vi kender alle til vore egne dystre stunder og dystre sider. Og er de i dig, er de også i hende ved din side og hos ham, der står lige foran dig.
Bennys bukser brændte, indledte jeg, og vi griner alle ad børnerimet. Men nogle af jer vil vide, at Børge havde Bennys bukser på, fordi Børge havde taget Bennys kone. Så brænder bukserne. På Børge. Og i sin glædesrus over erobringen, måtte han skrive om sit svigt overfor sin ven. Det svigt har vi vel alle prøvet. Som svigtet eller som svigefuld.
Og den kejser, vi alle grinte af sammen med den ærlige lille dreng, er jo ikke bare magthaverne, men os selv, når vi stadser os op for at leve op til det billede, vi håber vores omverden har og opretholder af os. Også forfængeligheden er vi fælles om. Vi er alle kejsere uden klæder.
Og heksen på bålet er ikke bare den fremmede med kroget næse og glinsende hår, men alt det ’anderledes end de andre’ i os selv, som vi faktisk gerne vil holde fast i for at bevare os selv.
Hver gang vi forskelsbehandler et andet menneske fordi hun er anderledes, krænker vi vores egen individualitet.
Hver gang vi forskelsbehandler et andet menneske fordi han er anderledes, krænker vi vores egen individualitet.
Vi skal se lyset i den anden og acceptere mørket i os selv. Og vi skal acceptere mørket i den anden og se lyset i os selv. Og vi skal tænde bålet i aften og synge vores fælles sange, mens vi læner os ind til mod sidekvinden og mærker, vi vil hinanden i al vor frisindede mangfoldighed. I lys og mørke. I mørke og lys.
Rigtig god Sankt Hans