2016 -:- 2017 -:- 2018
2019 -:- 2020 -:- 2021
Kære gode radikale – skønne klimatosser
Sjældent har der været større grund til at sige tak. Siden sidst har vi vundet to valg – og vi står i dag lige dér, hvor Radikale Venstre skal stå. Midt i politikken – og med afgørende mandater. Og hvad der måske er endnu vigtigere: Vi har brudt den stemning af mismod, som har fyldt mange socialliberale de senere år. I dag tør vi igen tro på, at det kan gå i den rigtige retning – at det kan gå fremad.
Så tak til alle jer, der som kandidater satte jeres gode navn og smukke ansigter på det radikale budskab. Tak, fordi I var garanten for, at håbet om forandring ikke blot nåede ud i hele landet – men også var forankret og stod lyslevende overalt. Tak ikke mindst til de af jer, som fik stor folkelig opbakning, men ikke en stol i Folketingssalen.
Tak til alle frivillige og til kampagneledere, som kom med liv og glade dage, med festivalg og dør til dør-kampagner. Popcorn, kaffe, hjemmebag og små poser med blomsterfrø. Og med fællesskab, gode forslag og skønne fester i hele det radikale landskab.
Tak til jer i organisationen, hvor nye bragte friske perspektiver, mens erfarne fik detaljerne på plads og de løse ender bundet sammen. Tak også for skarpsindige spørgsmål undervejs, så vi fik skærpet både form og argument. I er rygraden i det radikale landsforbund.
Tak til storkredsenes valgudvalg. I fik forventninger afstemt i god tid og de fælles spilleregler afklaret, før de skulle bruges. Vi har sjældent haft så samarbejdende en valgkamp. Dét er ikke mindst jeres fortjeneste.
Tak til Radikal Ungdom. Med vanligt og alligevel usædvanligt stærkt medspil og modspil gjorde I valgkampen skønnere, friere og frækkere – og blev hele Danmarks bedste ungdomsparti.
Tak også til sekretariatet, som var her og der og alle vegne, og som besvarede tusindvis af spørgsmål fra hele landet. Fra alle os andre, men fra vælgerne især. I er blevet rost i alle evalueringer; og I fortjener hver eneste anerkendelse.
Og ikke mindst tak til alle jer, der som medlemmer har skabt og skaber dette parti, tak til jer, der kom til undervejs, og til de mange, der har meldt sig ind siden.
Uden alle jer havde det slet ikke været muligt. I fællesskab er alt muligt. Intet – intet kan hamle op med et parti, der står sammen. Tak!
***
Man siger, at tak kun er et fattigt ord. Men det passer ikke. Tak er et fyldigt ord. Når det altså ikke er stivnet og overfladisk, og bare lukker samtalen ned, ’tak, så har vi vist hørt nok’, men derimod når det kommer fra øjne, mund og hjerte på samme tid.
Når takken er det, som tak faktisk betyder, nemlig: at man bevarer noget i sine tanker. Når man bevarer den anden i sine tanker og tager det, der er blevet sagt og gjort med videre på sin vej.
En ægte tak er sprogets smil.
Derfor var en ægte tak også med i valgkampen. Når vi gik fra dør til dør for at tale med de mange mennesker, som havde afskrevet politik som vejen til forandring. Samtaler om levede liv og hverdagens glæder og bekymringer.
Vi lyttede til folk, der fortalte os, at de var trætte af symbolpolitik. Af hetzen mod udsatte og minoriteter. Trætte af politikere, der ikke tog sig af virkelige problemer. Vi lyttede, mens de kaldte på ordentlighed, på frihed og på ægte grøn omstilling.
I alle samtaler blev vi mødt af en drøm om et bedre samfund og hver gang afsluttede vi med et…
Tak, fordi du tog dig tid.
Tak, fordi du tog imod.
Tak, fordi du ville fortælle, hvad der var vigtigt i dit liv.
Og når vi sagde tak, var det ikke bare for at slutte samtalen af. Men fordi vi tog det med – det – den anden havde sagt, og bevarede det i vores tanker. Det var ikke bare viden om, hvad der rørte sig hos vælgerne. Det var motivationen for at kæmpe videre.
Derfor fulgte der også en forpligtelse med vores tak. Vi bad vælgerne om at tage os alvorligt. Og derfor er det nu, vi skal vise, at vi tager dem alvorligt. Når vi har med mennesker at gøre, ved vi i Løgstrups fædreland, at vi altid har et ansvar for det konkrete menneske, vi møder. Det må vi aldrig glemme. Slet ikke som politisk parti.
Derfor står vi ikke bare med taknemmelighed og glæde i dag. Vi står også med en opgave, vi skal løfte. Det er nu, vi skal vise, at samtalerne nyttede og at en ny retning faktisk er mulig.
Dét er vores løfte og vores forpligtelse.
***
Som ung klimatosse meldte jeg mig ind i Radikale Venstre i halvfemserne. Dengang vi sang Benny Andersens Hymne til natten og ønskede mennesket forvist til de fjerneste galakser / imens vi andre i mellemtiden bakser / med at gøre jorden levende og grøn. Som sådan en tosse var det nærmest bevægende endelig at se klimadagsordenen få gennembrud.
I 11. time. På tværs af næsten alle partier.
Den grønne omstilling er vores tids eksistentielle nødvendighed. Ganske som freden var det, da nogle af os var børn under den kolde krig, og vi i skolen sang Kom og syng en enkelt sang om frihed.
Men i dag skal vi så sikre os, at den grønne omstilling bliver forankret i resten af politikken. Løsningsforslagene er mange, men vi må aldrig falde for fristelsen til teknokratiske, planøkonomiske eller kommunitære versioner, som vil diktere menneskers liv.
Det er nu, vi skal vise, at den grønne omstilling også er vor tids mulighed. Hvis vi er klimakløgtige, så gør vi den grønne omstilling til drivkraften i nye uddannelser, nye hverv, nye arbejdspladser. Så gør vi den til fodfæstet for de alt for mange unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde. Så gør vi den til det internationale samfunds samlingspunkt og ikke stridspunkt, og så løfter vi verdens fattige med nye grønne muligheder.
Den socialliberale vej er nemlig ikke den dessert, der venter på os efter, vi har løst verdens problemer. Tværtimod er den rugbrødsmotoren i et samfund, der bevæger sig fremad mod en bæredygtig fremtid med frie mennesker som både mål og middel.
Og derfor skal vi også bruge den grønne omstillings nødvendighed til at genbesøge vores grundlæggende spørgsmål:
Er friheden for alle? Er alle mennesker lige eller er nogle mere lige end andre? Giver vi alle den samme chance?
***
Den tidligere regering formøblede gode tider på at skabe ny fattigdom. Bremsede et opsving på at holde mennesker ude af vores land. Skabte et splittet samfund fremfor at give hver enkelt – uanset oprindelse – lige mulighed for at gøre gavn til fælles bedste. Og den gjorde det med alt for god hjælp fra det nuværende regeringsparti. Venstrefløjens solidaritet og højrefløjens liberalistiske frihed fik fælles kollaps i et småtskåret ’vi er os selv nok’. Enten var man ikke inden for solidaritetens rækkevidde, eller også var man sin egen ulykkes smed.
Radikale Venstre bliver aldrig en del af dette kollaps. Det ligger helt grundlæggende hos os som socialradikale, at vi altid skal række hånden ud. At der altid skal være endnu en chance for den, der er faldet. At tro og hudfarve aldrig kan blive en forhindring. Men vi ved også, at fremskridtet kræver reformer. Økonomiske reformer, som sociale og demokratiske reformer, som giver folk flere muligheder og styrker frihed og lighed.
Muligheden for at lykkes som menneske i liv og levned skal være reel og ikke bare principiel.
***
Som liberale ønsker vi størst mulig frihed. Som socialliberale ved vi, at friheden skal understøttes. Derfor bekæmper vi fattigdom og negativ social arv. Derfor kæmper vi for større lighed i sundhed, bedre kvalitet i vores uddannelser og et styrket kulturliv og samfundsliv. Fordi det giver holdepunkter i menneskets frihedsbestræbelse.
Som liberale bekæmper vi forskelsbehandling, uanset hvor den optræder. Om det er mellem køn, seksualitet, religion eller oprindelse. Vi er der. Med friheden følger forventningen om lige muligheder og lige ret. Hver gang en minoritet undertrykkes, er det alle og enhvers mulighed for at være anderledes end flokken, der trædes under fode. Kampen for minoriteter er frihedens fælles fejde.
Og derfor må værdipolitik aldrig blive til identitetspolitik. Det handler ikke om enhvers ret til at være uafhængig og uberørt af alle andre, men om den enkeltes mulighed for at kunne forpligte sig på et fællesskab. Det handler om at skabe rum for forankring i tilværelsen. Med Hannah Arendt: En plads i verden, hvorfra ens holdninger har betydning og ens handlinger effekt.
Mere end hundrede års radikal kamp har haft netop det sigte. At skabe forankring i fællesskaber. Frihed i fællesskab.
***
Men lykkes vi så i vores bestræbelser? Ikke kun.
Vi har været med til at præge en generation af unge mennesker, som på den ene side nok er mere generøse, mere omsorgsfulde, mere frisindede i forhold til andres frihed, end mange generationer før dem. Men som samtidig synes mindre generøse, mindre omsorgsfulde og mindre frisindede over for sig selv.
Frihedskampen som generationer har kæmpet, synes afløst af kedelig præstationskamp. Ikke den, der præsterer for at frigøre, men den, der præsterer for at leve op til og følge med. For ikke at komme bagud af dansen. For ikke at falde udenfor.
Er det frihed? I så fald vokser en ny generation op med al frihed i verden. Men samtidig med følelsen af, at selvom alt er muligt, så kan intet forandres. Hvor frit er det? Hvor fri er man, hvis ikke man ikke synes, man kan kontrollere sit eget liv? Hvis ikke man kan forbinde sig til fællesskabet som den, man er? Eller hvis ikke man mener, man gør nogen forskel?
Svaret må være, at den enkeltes frihed er et fælles ansvar.
Vi er nødt til at gøre noget ved de rammer, vi giver de kommende generationer. I institutioner, i skolen, på uddannelser og med et mere rummeligt arbejdsmarked. Men ikke ved at kopiere andres re-aktion og forsøge at skrue tiden tilbage. Vi må have blik for de nye generationers vilkår og så turde genformulere friheden med vores tid som klangbund og se fremad.
Den navnkundige, utraditionelle (og næppe radikale) historiker Leo Tandrup skriver i sit værk, Det oprejste menneske, at ”frihed er at være bundet til det vitale”. Frihed er ikke at være frit svævende, men at mærke, at det, man forpligter sig på, er ægte livgivende. At det, man præsterer, ikke handler om at leve op til noget, men om at give liv til noget.
Radikale Venstre skal ikke puste liv i nogen – vi skal give alle mulighed for at puste liv i tilværelsen. Den radikale kamp går mod forhindringerne. Vi skal formindske smerten, som P. Munch sagde med henvisning til Brandes. Livet er den enkeltes. Og de nære fællesskabers. Både som fornøjelse og som ansvar.
Det er det radikale opdrag. Det er det løfte, vi giver. At vi sammen kan løse vores tids opgaver: grøn omstilling, fattigdom, sygdom og samtidig skabe rammer for liv, hvor flere kan være noget for nogen. I Danmark. I Europa. I verden.
***
I 2017 var vi samlet til landsmøde i denne sal. Vi så to år frem og henimod tre valg. Og vi vovede en fælles ambition om at gå frem i alle tre. Sådan tillod jeg mig i hvert fald at fortolke jeres respons dengang.
Og den ambition mødte vi. Men vi er ikke i mål. Vi er kun lige begyndt – det er nu, det er nu. Det er i dag, vi har ventet på.
Vi kan vise Danmark, at Radikale Venstre er transparensens våbensmed og inddragelsens bannerfører. Den åbenhed og den lytteevne, vi viste under valgkampen, skal vi holde fast i. Ikke bare ved at holde regeringen fast på et nyt lederskab, men ved selv at være det bedste eksempel på, hvordan det skal gøres.
Derfor er samtalen også fortsat vores udgangspunkt. Samtalen med dem, det drejer sig om, og samtalen med hinanden i vores parti. Både om, hvordan vi fungerer som organisation, og hvordan vi får skabt de politiske løsninger, som Danmark og verden har brug for.
Vi får travlt i de kommende år. Særligt det første, hvor vi sætter retningen, finder formen, skaber kulturen. Og når det går stærkt, skal man være særlig opmærksom på, at alle er med, og at horisonten er den rette.
Intet kan hamle op med et parti, der står sammen.
Intet får et parti til at stå sammen, som fællesskab og retning.
Og der bliver rig lejlighed for radikale samtaler. Lige efter landsmødet tager Morten Østergaard og jeg rundt i hele landet. Her vil vi tage bestik af de politiske muligheder i fællesskab med jer og alle de andre radikale medlemmer. Vi står midt i politikken som parlamentarisk grundlag med alt, hvad det betyder i forhold til både indflydelse og frihed. Det er en fælles samtale værd.
Men tiden er også kommet til at se syningerne i inder-foret efter i sømmene.
Har vi grundlæggende fokus på de rigtige spørgsmål? Giver vi stadig de rette svar?
Der er godt to år, før vi skal til stemmeboksene igen. Og lidt mere før de nationale valgtrommer igen overdøver enhver langsigtet samtale.
Det er nu, vi har tiden og muligheden for at give vores principprogram et eftersyn. Det er nu, vi kan sikre, at den fremtid, der skal bygges i både Danmark og Europa, får et stærkt og uomgængeligt radikalt fundament.
Vi sætter i gang til Nytårsstævnet, når vi i forretningsudvalget har haft mulighed for at vende processen med hovedbestyrelsen. Vi planlægger efter et ekstraordinært landsmøde i foråret 2021, som kan vedtage Radikale Venstres nye principprogram.
Det bliver den største og mest involverende samtale i Radikale Venstre i mange mange år. Og vi skal prøve alle mulige inddragende former af undervejs, så vi også organisatorisk udvikler os.
114 års radikal indflydelse er skabt af god forberedelse. Vi er på vej ind i en ny tid. Lad os forberede os til den. Sammen.
Så med disse ord – vil jeg endnu engang invitere til samtale og til fest i Radikale Venstre. Der er så meget, vi skal.
Tak.