2016 -:- 2017 -:- 2018
2019 -:- 2020 -:- 2021
Kære radikale, kære ungradikale, kære gæster
Tak, fordi alle I, der sidder her, har taget imod invitationen til årets landsmøde og er kommet hertil fra nær og fjern. Tak, fordi I har sagt ja til en weekend med politik og nærvær. Tak, fordi I er en afgørende del af vores parti og fællesskab.
Under Aarhus Festuge var jeg inviteret til en intim koncert, som et par venner igen i år havde arrangeret med nogle af Sevillas absolut mest funklende flamencostjerner. Denne gang i samarbejde med Poul Dissing.
Flamencoen opstod blandt sigøjnere i Andalusien under kraftig påvirkning fra Maurerne, araberne, som var i Spanien i langt over 500 år. De, der kender dens lyd, vil genkende både det oprindeligt orientalske, det arabiske og det spanske. Fra sin fremkomst i Andalusien har den bredt sig til hele Spanien og i dag er den en velkendt og stolt kulturtradition.
Koncerten var noget helt særligt. ‘El Torombo’ havde taget sin henrivende datter, Triana, med. Triana er opkaldt efter et område i Sevilla, som har rummet både kaliffens højborg, den spanske inkvisition og ikke mindst sigøjnerne frem til 1970’erne, hvor Franco fordrev dem.
Triana debutterede under Aarhus Festuge. Hendes stemme var fin, men skrøbelig. Hun bærer både fremtiden og sigøjnernes historie i sin stemme. Og i sit navn.
Og imens sang Poul Dissing om Nina, og kaffe og fugle i flok, og vi hørte de velkendte linjer fra højskolesangbogen, men på spansk af unge sigøjnere. Stemningen var magisk.
I dette møde var vi alle spanske og alle danske, og hver og én var vi mennesker i en fælles kulturel begivenhed. Vi mærkede århundreders smerte og håb, og den uendeligt korte afstand mellem mennesker, der ser hinanden som sådanne. Ja, som mennesker.
Sådan er en god koncert. Den begynder og slutter med en invitation og et ja tak.
Sådan er også et godt parti.
Et godt parti forener og rummer mangfoldighed. Det støtter de spæde røster, når de prøver sig af, og giver dem kraft, når de har fundet sig til rette.
Og ligesom Triana og Dissing bygger et godt parti bro fra sind til sind. I 1905 mellem grundtvigianernes religiøse vækkelse og bjørnbakkernes ateisme. Mellem Brandes internationale udsyn og europæiske frisind på den ene side og Viggo Hørups klarsyn og sociale indstilling på den anden. Mellem individ og kollektiv, mellem visioner og realitet, mellem rationalisme og romantik.
Som Viggo Hørup sagde: “Det er frihedens sag at føde tanker og vilje i et folk, det er politikkens sag at samle de mange viljer om en fælles tanke”.
Et godt parti er en invitation. En invitation til fællesskab og samskabelse.
Og et ja tak, jeg vil gerne være med. Fra alle os andre.
***
Radikale Venstres Landsforbund skriver sig tilbage til 21. maj 1905 som fødselsdato med en række undfangelser i årene frem til da.
I får lige mine tre favoritundfangelser:
I 1903 skriver P. Munch, at den social-radikale strømnings hovedopgave er: “den langsomme omformning af befolkningens tænkevis i moderne ånd”.
Den socialradikale opgave er en invitation til alle. Hver og én. Om at være med. Med-virke. Med det moderne gennembrud kunne man skimte en fremtid med et retfærdigt og åbent samfund, hvor mange flere havde reelle muligheder for at bestemme deres eget liv.
Den politiske opgave var at sikre, at folket både kunne holde trit med, og samtidig være medskabere af, forandringerne. Et sandt folkestyre i Danmark forudsatte folkets økonomiske, politiske og åndelige frigørelse, som det hed i Sønderborgprogrammet fra 1922, men først og sidst, at folket kunne tage selvstyret på sig. Myndiggørelse.
Det handlede om Oplysning. Folkeoplysning.
Derfor var der så mange skolefolk og højskolefolk med til oprettelsen af Radikale Venstre i 1905. Det var et parti, der tog den almene dannelse alvorligt. Og vel at mærke i den hørupske forstand, at det handlede om at erobre dannelsens midler uden at lade sig erobre af den. Lyset skulle ikke være for de lærde blot. Sådan som vi næsten lige sang.
Samme efterår blev der inviteret til deltagelse i den private radikale diskussionsklub – man kunne vel kalde det et dialogforum. P. Munch, Ove Rode og Ivar Berendsen var værter. Her var højlydte samtaler om, hvordan det socialradikale ståsted kunne se ud midt i denne brydningstid, som århundredeskiftet var.
Og så – året efter – en novembersøndag i 1904 – mødtes 15 udvalgte hos førnævnte Berendsen. Her stillede man sig det spørgsmål, om der burde begyndes ‘et organiserende arbejde til samling af radikale venstremænd’. Svaret var et enstemmigt ja. Tak.
Kort efter inviterede de til landsmøde og satte sig derefter til at skrive resolutioner. Sådan lidt populært sagt. Men processen lignede faktisk til forveksling det, vi skal til denne weekend.
***
Hvorfor nu disse tre eksempler og ikke alle mulige andre?
Fordi – de fortæller om en spirende organisering, en pågående samtale og et grundanliggende, vi kan genkende – også i dag. Tre afgørende forudsætninger for et parti. Og dermed bliver de også prøvesten for Radikale Vestre i 2016. Fungerer vores organisation? Har vi en ærlig samtale? Og lever vi op til det ideologiske opdrag, vi har givet os selv?
Det vil jeg nu naturligvis bekræfte.
Men selvfølgelig ikke bare sådan lige.
Ja, vi har en stærk og veldokumenteret beslutningsstruktur, som sikrer indflydelse og medbestemmelse helt ud i fingerspidserne af det radikale landsforbund. På dette landsmøde bekræfter vi karikaturen af os som skriftligt folkeparti, når vi gennem de næste to dage gennemgår resolutioner, som vel at mærke er formuleret decentralt, og som har været hele vejen gennem møllen af resolutionsudvalgspåtegning og hovedbestyrelsesindstilling, inden vi i morgen sætter hegnspæle om den radikale have og afgør, om der eksempelvis gror eller ikke gror hamp i den.
Ingen andre partier kan vise så flot og lang en demokratisk tradition frem. Og det er vel at mærke ikke medlemsinddragelse. Det er medlemssuverænitet. I Radikale Venstre lytter vi ikke til vores medlemmer. I Radikale Venstre lytter medlemmerne til hinanden. Og i øvrigt også meget gerne til alle mulige andre.
Er det lidt langsomt undertiden? Ja!
Kan man godt blive lidt utålmodig i ny og næ? Ja!
Men problemet er ikke så meget strukturen, som den helt reelle udfordring, at vi skal blive endnu bedre til at formidle den. Det gælder indadtil, så alle – ikke mindst nye begejstrede medlemmer – kan finde rundt i den demokratisk jungle, men også udadtil, så ingen er i tvivl om, at den radikale organisation er bundsolid i demokratisk forstand og samtidig rummer utrolig kort vej fra et ønske om indflydelse til reel indflydelse.
Vi har eksempelvis en af de største politiske hovedbestyrelser i Danmark. Næsten 100 personer valgt rundt om i landet samles hver anden måned og sætter retning for partiet. Og dertil et nærved lige så stort antal suppleanter. Man behøver ikke være voldsomt gesjæftig som nyt medlem for i løbet af relativ kort tid at kunne deltage i et hovedbestyrelsesmøde som suppleant.
Eksempelvis mødte jeg umiddelbart efter sidste landsmøde Stinus. Stinus var med til en introduktionsaften for nye medlemmer på Christiansborg. For tre uger siden var han også med til introduktionsmøde for nye hovedbestyrelsesmedlemmer her i huset. Og på det efterfølgende hovedbestyrelsesmødet tog han ordet og argumenterede for sit synspunkt om en af de resolutioner, der er på programmet denne weekend. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at han gjorde både hovedbestyrelsen klogere og flyttede den efterfølgende afstemning.
Det er blot ét blandt talrige eksempler på, at Radikale Venstre er som en god flamencokoncert, hvor man kan komme med alt det, man er, og så stemme i. Og vel at mærke være sikker på, at vi støtter de spæde røster, når de prøver sig af, og giver dem kraft – og modspil -, når de har fundet sig til rette.
Og det er der heldigvis flere og flere, der gør. Både sådan overordnet set som nye medlemmer, men også på tillidsposterne rundt om i det radikale hus. Kasketterne er det sidste års tid blevet fordelt på lidt flere personer. Det er godt og glædeligt. Vi vil fra Landsformandskabet side arbejde for at gøre det endnu mere tydeligt og synligt, hvor der er muligheder for at være særligt aktiv, og udvikle bedre vejledninger og inspirationsværktøjer, når man pludselig sidder med ansvar for en kommuneforening eller et dialogforum eller en kampagne eller en af de mange mange andre muligheder, der er.
***
Nu sagde jeg godt nok lidt kækt, at det handlede om formidling og at strukturen er god nok. Klassisk politikerkneb.
Vi arbejder selvfølgelig også løbende på at gøre strukturen mere smidig. Vi har sat den på strutkur, som min autokorrektur altid foreslår. Men undertiden løber vi ind i et reelt dilemma mellem effektivitet og legitimitet. Og legitimitet tager nu engang tid, fordi det involverer flere.
Jeg kan godt forstå, nogle kan blive utålmodige og får lyst til at prøve forfra med enten erklæret topstyring som i firsernes erhvervsliv, det er jo effektivt og gnidningsfrit; eller med oplyst enevælde og dans ved hoffet, det føles jo godt, så længe man er ens nok.
Men et mangfoldigt medlemsbaseret partidemokrati kræver tid og undertiden også, at man giver af sig selv. At man ikke altid får ret. At man må kæmpe de andres sag og ikke blot sin egen.
Vi er et levende medlemsdemokrati. Og demokrati er give and take. Men det, vi giver, er til gengæld også det, vi får.
Vivian Heinola og jeg har blandt meget andet brugt det sidste år på at skabe mere sammenspil og forenkling i den formelle del af strukturen, så der bliver plads til mere spræl og de uformelle sprækker, der kan kaste nye lysstriber ind vores parti. Og vi er kun lige begyndt. Men det tager tid, for vi har sat os den ambition, at vi vil have alle med. Alle skal kunne se, hvor og hvordan de kan bidrage til den radikale sag og fortælling. Både dem på tillidsposterne, og alle dem, vi bare har almindelig tillid til.
***
Og derfor er det så vigtigt, at vi har en samtale. For i samtalen opdager vi, at det, der samler os som radikale, ikke er, at vi spiser det samme, lever af det samme, bor i de samme områder. For det gør vi ikke. Vi er i dag, som i 1905, et særdeles mangfoldigt parti. Det kan jeg se herfra, hvor jeg står. Men som alle andre organisationer, skal også vi passe på, vi ikke kommer til at ligne hinanden for meget og at vores sprog ikke bliver for indforstået. Vi må selv være som den verden, vi vil skabe.
Og faktisk er det, der samler os, heller ikke, at vi konsekvent deler de samme svar på tidens udfordringer. For også her viser det sig i samtalen, at vi kan være uenige – ja endda ret så uenige.
Nej, det, der samler os, er et fælles syn på, hvad der er spørgsmålet. Og et sæt hegnspæle om, hvad der kan – og ikke kan – være del af svaret.
Da Morten Østergaard og jeg var rundt i landet og inviterede til samtale om det radikale ståsted i en brydningstid, var det for det første tydeligt, at den radikale samtale lever i bedste velgående.
Og for det andet, at der hver gang fremstod faste genkendelige holdepunkter, uanset om vi var i Nordjylland eller på Sydfyn, uanset om vi var i Holstebro eller på Vesterbro.
Vi mødte et uomgængeligt radikalt frisind. Det er vores brandesianske arv. Vi kæmper for et frisindet samfund og vi går til kampene med frisind. Og jeg taler ikke her om tolerance, som jo kun tåler indtil den rammer sin tolerancetærskel. Nej, jeg taler om et radikalt frisind, der møder det anderledes med åbent hjerte og både tør og vil forandre sig selv undervejs. Frisindet laver judo med sin omverden og inviterer til fælles fremtid.
Og jo netop en fremtid, som alle skal være del af. Hvor der er mindre ‘noget for noget’ og meget mere ‘noget for nogen’. På vores litterære rygrad ved vi, at ‘ædelt er mennesket, og jord er rik’. Så vi må passe på vores jord, og vi må skabe ordentlige rammer, så mennesket har mulighed for at være ædelt. Så storsindet ligger lige for. Det er faktisk præcis det, vi kender danskerne og vores Danmark på.
Og på vores rundtur mødte vi en forståelse af et Danmark, der er placeret i en omverden. Både geografisk, historisk, økonomisk, filosofisk. En omverden, der altid har været Danmarks mulighed. Det radikale udsyn kender ingen grænser.
Og disse tre holdepunkter – frisindet, storsindet, udsynet – højttravende, som de jo kan lyde, er båret af en tradition for og vilje til at finde løsninger i den hverdag, som skal bære visionerne med sig. Vi har særligt de senere år kaldt det at tage ansvar. For det er jo det, det er. An-svar. At svare på spørgmålene, også når de er svære. Også når de er dilemmafyldte. Også når det undertiden synes at være valg mellem pest eller kolera. Ansvar er ikke nødvendighedens politik. Ansvar er respons. Det er nærvær. Det er – som man ville sige over there – straight talk. At svare på, hvad man har tænkt sig at gøre. For det er det, der gør visioner og drømme til virkelighed, giver dem krop, gør dem levende.
Og det gør vi i samarbejde med dem, der vil. I bredeste forstand og hver eneste dag. I Folketinget, byråd og regionsråd. Men også i samarbejde med alle andre dele af samfundet. Organisationer. Virksomheder. NGO’er. I det forgangne år har vi holdt en lang, lang række af åbne politiske værksteder fra borger- til rundbordsmøder, hvor vi har rundet vigtige emner lige fra hjemløse til integration og fremtidens arbejdsmarked. Sammen med dem, der på egen krop ved, hvad det handler om, og altid med muligheder og konkrete løsninger for øje. Fordi vi er nærværende; tilstede og en aktiv part i at skabe en fremtid med lige ret for alle.
Og alt det skal vi være bedre til at vise vores omverden. Når vi nu mener det, og mener det så stærkt, som man kan mærke, vi gør, hver gang man er i radikale forsamlinger, så skal vi også være bedre til at synge med på hinandens melodier, så det bliver en større koncert.
Det er mit store håb for os i det kommende år, at vi ikke længere skal se gode radikale udspil drukne i nyhedsstrømmen, for så at dukke op med fornyet kraft efter få uger, men med andre partier som afsendere. Det er selvfølgelig godt at have kampfæller i politik, men vi skal alle være bedre til at stemme i, så det kan høres og mærkes, når radikale tager et skridt. Også det er et fælles ansvar. Og vi kan jo kigge til de ungradikale efter inspiration. De er knaldgode til det.
***
Så her står vi i dag. Med en organisation under forandring og med en masse muligheder, som vi endnu ikke har udfoldet. En pågående og nærværende og væsentlig samtale, som synes stadigt mere aktiv. Og ikke mindst et anliggende, der fortsat handler om at skabe rammer for et folkeligt oplyst selvstyre, hvor hver enkelt har frihed og derfor gennem friheden mulighed for at forpligte sig på det fælles. Muligheden for at være fri i fælleskab. En frihed, der både handler om rettigheder, om at kunne forsørge sig og sine, men først og sidst om at kunne begribe verden. Altså gribe verden og få greb om tilværelsen.
Og som parti, der vil svare på tidens spørgsmål, står vi med en række aktuelle udfordringer, som søger akutte, men gennemtænkte svar. Hvis det overhovedet skal give mening. Alt det andet.
Klimakrisen, som vi radikale har adresseret med ambitiøs grøn omstilling gennem mere end 25 år. En ny fattigdom, som skyldes svigt fra fællesskabet. Alt for store grupper, som ikke får den uddannelse og det fodfæste, som deres mangfoldige talenter ellers burde give dem. Og en – når det kommer til stykket – overskuelig gruppe flygtninge, som søger tag over hovedet og ly for bombers hærgen.
Jeg bliver nogle gange mødt med det spørgsmål, om vi er blevet et parti for flygtninge. Men er vi det? Er det ikke præcis, som også Hørup sagde: “Bøndernes sag er ingen bondesag, det er folkets ære og landets lykke.”
Vi forholder os ikke til flygtninge ved det, at de er flygtninge, men ved det, at de er mennesker, som vi. Hvis vi mener alt det, vi siger og gør, så må det også gælde for de mennesker, der banker på vores dør for at få hjælp. Uanset om de kommer fra Sønderbro eller Syrien. Mister vi det, mister vi os selv. Både som parti og som land.
Og det Danmark, vi vil kende os selv ved, er båret af tilliden til de mennesker, som regner sig blandt landets folk. Og en grundfæstet tro på, at der i ethvert menneske gemmer sig muligheder, som endnu ikke er udfoldet.
Ganske som Triana, den unge debuterende sigøjner fra Sevilla. Eller den unge Poul Dissing, som i Vise Vershuset i 1960’erne sang, som ingen dansker havde sunget før, og mange derfor havde svært ved at identificere sig med; men som i dag synger, så vi mærker stolthed ved vores fælles kultur. Og som sammen med Triana sang flamenco, så vi mærkede mødet mellem fortid, nutid og fremtid. Mellem ude og hjemme. I fælles koncert.
Ganske som vi er samlet her i dag. Forankret i vores fælles historie, båret af en vilje til at skabe radikale forandringer og derfor med blikket rettet mod den fremtid, vi har en reel mulighed for at gøre både levende og grøn.
Og det er ikke for vores skyld, men for alle dem, der har en spæd røst, og som har brug for vores opbakning for at turde og kunne træde frem og lade den få styrke.
Og vi viger ikke fra vejen, før selv den mindste af de små får del i livets glæde.
Rigtig godt landsmøde til jer alle sammen.